Folehavekvarteret er et af de områder, politikerne har haft øje på for at forhindre for mange høje huse. Her et byggeri fra begyndelsen af 2018 op Kløvervang.

Folehavekvarteret er et af de områder, politikerne har haft øje på for at forhindre for mange høje huse. Her et byggeri fra begyndelsen af 2018 op Kløvervang. Foto: Fred Jacobsen

Kommunen opgraderer:

Lokalplanerne er ikke lagt på is

To nye stillinger i forvaltningen skal igen få gang i lokalplanarbejdet, forsikrer udvalgsformand Jan Klit

Af
Fred Jacobsen

Hverken Hørsholm Kommunes akutte økonomiske problemer eller skiftet i formandsstolen i Miljø- og planlægningsudvalget (MPU) betyder, at ambitionen om at modernisere plangrundlaget i kommunens boligkvarterer er lagt på is.

"Der er ikke tale om et paradigmeskifte. Vi skal fortsat arbejde med at lave lokalplaner," forsikrer Jan H. Klit (K), der permanent har overtaget formandsposten efter partifællen Kristin Arendt, der er helt ude af politik.

Flere hænder

Han glæder sig derfor over, at den del af administrationen, der skal arbejde med disse sager, opgraderes med to medarbejdere.

"Det er tydeligt, at der er pres på i afdelingen," lyder det fra udvalgsformanden.

Strandvænget stak af

Presset blev øget voldsomt efter det seneste kommunalvalg, hvor Kristin Arendt som nyvalgt MPU-formand lagde sig i spidsen for en ambition om at ses på plangrundlaget i Folehavekvarteret og områder i Rungsted, hvor store og høje huse skød op og efterlod naboer i dyb frustration over en høj 8,5 meter høj væg lige på den anden side af hækken og indblik fra den nye nabo's vinduesparti i højden.

Det er fortsat ambitionen, forsikrer Jan H. Klit, der dog i samme åndedrag understreger, at han ikke generelt har noget imod tofamiliehuse eller dobelthuse. Blot sådanne huse ikke "stikker af" i et kvarter. Og det mener han eksempelvis ikke, Hulsøvang 20-projektet gør.

"Byggeriet på Strandvænget stak af, Hulsøvang er inden for rammerne. Og jeg vil ikke være med til at lave ulovligheder," siger Jan H. Klit til Ugebladet.

Nåede det ikke

I januar meddelte kommunen, at alt lokalplanarbejde var sat i bero på grund af den økonomiske genopretningsplan. Eneste undtagelse var netop den lokalplan, § 14-forbuddet mod Strandvænget 21 udløste. Men den lokalplan er aldrig blevet til noget. Forvaltningen nåede ganske enkelt ikke at lave den inden for det år, der er til rådighed.

Publiceret 30 July 2019 09:25