56-årige Elisabeth Nøjgaard er valgt som ny direktør for Karen Blixen Museet og Rungstedlund. Hun tiltræder stillingen 2. september.

56-årige Elisabeth Nøjgaard er valgt som ny direktør for Karen Blixen Museet og Rungstedlund. Hun tiltræder stillingen 2. september. Foto: Simon Klein-Knudsen

Ny Blixen-direktør:

En drømmeopgave

2. september tiltræder tidligere forlagsdirektør Elisabeth Nøjgaard, 56 år, som ny direktør for Karen Blixen Rungstedlund

Rungstedlund og Karen Blixen Museet har ansat 56-årige Elisabeth Nøjgaard som ny direktør.

Mandag 2. september sætter hun sig til rette i den berømte forfatters barndomshjem i Rungsted, hvor hun afløser Catherine Lefebvre på posten.

Ifølge en pressemeddelelse overtager Elisabeth Nøjgaard et Rungstedlund, der med den seneste bevilling på finansloven, har fået rolige og stabile driftsvilkår. Og hendes første store opgave bliver at fortsætte arbejdet med at styrke Rungstedlunds rolle som dynamisk platform for både det læsende og skrivende Danmark.

Et magisk sted

"Det er en drømmeopgave. Karen Blixen Rungstedlund er et magisk sted fuld af poesi, skønhed og charme. Blixen, som generøst donerede stedet med både hus, park og skov til kulturelle formål, besad så mange karakteristika, der har dyb relevans for vores tid," siger den nyudnævnte museumsdirektør i en pressemeddelelse.

Hun fortsætter:

"Blixen var fornem, gådefuld, forud for sin tid og en gudsbenådet fortæller. Alt det glæder jeg mig til at skabe fornyet opmærksomhed omkring, og jeg ser frem til at skabe endnu flere alliancer og samarbejder med både forfattere og publikum tillige med stærke partnerskaber, især med fonde og Hørsholm Kommune".

Elisabeth Nøjgaard startede sin karriere som advokat. Herefter gik vejen til Gyldendal, de seneste otte år som koncern- og forlagsdirektør, frem til hun takkede af i august sidste år. I en årrække har Gyldendal netop varetaget Karen Blixens udgivelser.

Stort potentiale

Bestyrelsesformand for Rungstedlundfonden Michael Bjørn Nellemann siger om direktøransættelsen:

"Med Elisabeth Nøjgaards store kendskab til det litterære Danmark og hendes dokumenterede ledelseserfaring ser vi frem til at se Karen Blixen Rungstedlunds store potentiale udfolde sig yderligere. Der er behov for et Rungstedlund, der supplerer oplevelsen i Blixens stuer med et dynamisk og udadvendt litterært program".

Ifølge Michael Bjørn Nellemann blev Elisabeth valgt til jobbet af en enig bestyrelse blandt et felt af bemærkelsesværdigt stærke kandidater.

mt

Blixen stadig aktuel

Karen Blixens forfatterskab er fortsat relevant for det moderne menneske. Hendes interesse for menneskesindet og hendes engagement i naturen taler til både voksne og børn i dag.

Hun var på én gang stærk kvinde, eventyrer, first mover, late bloomer, humorist, forretningskvinde, klimaforkæmper før det ord fandtes og alt i alt en lysende stjerne.

Publiceret 14 August 2019 06:30