Det giver sved på panden at dyrke Krav Maga. Foto: Søren Hempel

Det giver sved på panden at dyrke Krav Maga. Foto: Søren Hempel

Ny kampsport i Hørsholm:

Selvforsvar med ren straffeattest

Krav Maga giver sved på panden og effektiv undervisning i at forsvare sig selv

Af
Pia Haabegaard

Nu har Hørsholm fået et spændende nyt idrætstilbud, og det er både krævende og voldsomt.

Krav Maga Academy har slået sig ned i Hørsholm Hallen og tilbyder kampsportsundervisning på et højt niveau.

Krav Maga er et simpelt grovmotorisk selvforsvarssystem udviklet i 1964. Et amerikansk studie har vist, at vi kan miste op til 70 % af vores evne til at udføre finmotorik under stress, og netop dette ligger til grund for Krav Magas grovmotoriske forsvar, der skal virke, når man bliver stresset.

Poul Melgaard instruerer i kampsporten Krav Maga, ligesom han også er ejer af klubben. Foto: Søren Hempel

Poul Melgaard instruerer i kampsporten Krav Maga, ligesom han også er ejer af klubben. Foto: Søren Hempel

Voldsdømte udelukket

Poul Melgaard er ejer af Krav Maga Academy, og han står for undervisningen både i Hørsholm Hallen og i Roskilde, hvor han også har en afdeling.

Hvis der optræder voldsrelateret kriminalitet på straffeattesten, så afviser jeg dem

Og da Krav Maga giver nogle ekstremt effektive kampsportsredskaber, stiller han også bestemte krav til deltagerne.

”Jeg kræver altid en straffeattest fra medlemmerne. Hvis der optræder voldsrelateret kriminalitet på straffeattesten, så afviser jeg dem. Jeg underviser heller ikke børn, for det svarer til, at et barn går til skydning og bagefter får et våben med hjem. Krav Maga rummer meget kontante kampsportsteknikker, og derfor skal eleverne være i stand til at administrere deres ’våben’”, siger Poul Melgaard.

Der kæmpes bravt i træningslokalet. Foto: Søren Hempel

Der kæmpes bravt i træningslokalet. Foto: Søren Hempel

Udviklet i Israel

Men ellers er der frit slag for alle. Mænd og kvinder i alle aldre dyrker Krav Maga, og senest har Poul Melgaard haft en 58-årig kvinde til en prøvetime.

Krav Maga er et nærkampssystem, der oprindeligt er udviklet af Imi Lichtenfeld for det israelske forsvar. Systemet er simpelt og realistisk, og det er baseret på kroppens naturlige bevægelser og reflekser og derfor hurtigt at lære.

Alle soldater i den militære gren af det israelske forsvar lærer Krav Maga som led i deres grunduddannelse, ligesom Krav Maga også anvendes af israelsk politi og efterretningstjenesten.

Krav Maga rummer meget potente teknikker, og derfor underviser Poul Melgaard hverken voldsdømte eller børn. Foto: Søren Hempel

Krav Maga rummer meget potente teknikker, og derfor underviser Poul Melgaard hverken voldsdømte eller børn. Foto: Søren Hempel

Veluddannet instruktør

53-årige Poul Melgaard er en yderst veluddannet instruktør.

"Mit møde med kampsport, selvforsvar og kampkunst startede i 1978, hvor jeg begyndte at træne traditionel/ Japansk Jiu-Jitsu. Da min familie efter nogle år flyttede, måtte jeg stoppe, der var for langt til træning.

Jiu-Jitsu var for mig en rigtig god teknisk base, og i årene efter har jeg trænet andre systemer bl.a. boksning, ju-jutsu, kickboksning, karate, judo og Wing Tsun, og så er jeg også selvforsvarsinstruktør fra forsvaret", fortæller Poul Melgaard, der også har været kontraktansat i hærens militærpoliti og herigennem bl.a. fået uddannelse i personbeskyttelse.

Alle kan lære det

Alle kan uanset alder og køn kan lære Krav Maga og dermed forsvare sig på en yderst effektiv måde.

En stor del af træningen har fokus på selve indstillingen til selvforsvar. Poul Melgaard underviser hver mandag og onsdag kl. 18-19.30 i Hørsholm Hallen.

Publiceret 25 August 2019 09:00