Tidsbestilling skal reducere antallet af personlige ekspeditioner på

Tidsbestilling skal reducere antallet af personlige ekspeditioner på Arkivfoto

Nye tider på rådhuset:

Varsler stor ændring for borgerne

De personlige ekspeditioner på Hørsholms rådhus skal reduceres. I stedet skal der - ligesom hos lægen - bestilles tid til 'konsultation'

Af
Fred Jacobsen

Fra næste år er det slut med bare at vade ind på rådhuset i Hørsholm, når du skal have pas, kørekort eller en snak med en af kommunens ansatte. Du skal bestille tid.

Allerede nu er der indført tidsbestilling på pasekspeditioner, så halvdelen af dem foregår via tidsbestilling. Og nu skal tidsbestillingen omfatte resten af rådhusets områder, så det gælder fuldt ud fra og med nytår.

Det er der penge i for kommunen: Det er beregnet, at der kan spares 350.000 kroner årligt med tidsbestilling.

Fald i ekspeditioner

Kigger man 'over hækken'¨til nabokommunen Fredensborg, får man et billede af, hvad tidsbestilling betyder. Her faldt antallet af personlige ekspeditioner fra 20.700 i 2017 til 12.600 sidste år.

I Hørsholm, der med 25.000 indbyggere er er mindre end halvt så stor som nabokommunen, er der i dag ca. 16.500 personlige ekspeditioner årligt.

Der er således "fortsat et stort personligt fremmøde på Hørsholm Rådhus, selv om mange borgere kan udføre en stor del af deres henvendelser via digitale selvbetjeningsløsninger, Digital Post eller telefonisk", fremgår det af sagsfremstillingen til det seneste byrådsmøde, hvor politikerne enstemmigt gav grønt lys til at indføre tidsbestillingerne.

En spareøvelse

Tidsbestilling er led i administrative effektiviseringer for 5,7 millioner kroner, som kommunens direktion blev pålagt i forbindelse med forhandlingerne om indeværende års budget.

Publiceret 30 August 2019 11:45