Ann Lindhardt, Venstre i Hørsholm, vil med fredagsbaren forsøge at bygge bro mellem byens borgere og de folkevalgte.

Ann Lindhardt, Venstre i Hørsholm, vil med fredagsbaren forsøge at bygge bro mellem byens borgere og de folkevalgte. Pressefoto

Venstre åbner fredagsbar i galleri

Partiets Ann Lindhardt ønsker at inddrage Hørsholmborgerne mere

Af
Morten Timm

Venstres byrådsmedlem Ann Lindhardt går nye veje for at skabe dialog med borgerne og inviterer til 'Fredagsbar' i My Beautiful Gallery, Rungsted Kyst Station, på fredag 6. september kl. 16.

"Vi er alle en del af Hørsholm, og derfor er det vigtigt, at også borgerne oplever, at det er muligt at komme til orde, få indflydelse og blive hørt," siger Ann Lindhardt om sit nye initiativ.

Hun mener, at ved at indbyde almindelige borgere, kan der bygges bro mellem de folkevalgte og byens borgere.

"Ved at lytte til borgene i større grad, får politikerne mulighed for at få belyst effekter og holdninger til udvikling af byen, besparelser, og andre forhold for vores by. Der er så mange borgere her i kommunen, der har en stor viden og indsigt om deres lokalområde, og det skal vi have sat fokus på," fastslår Venstre-politikeren.

Alle er inviteret til at komme forbi til en drink og en uformel snak med Venstres lokalpolitkere i Hørsholm Kommunalbestyrelse. Måske tale om byens udvikling? Eller hvordan vi sikrer kvalitet på skole og ældreområdet? Samt komme med input og holdninger til, hvordan den store budgetopgave med at finde 66 millioner kroner skal klares.

Publiceret 04 September 2019 14:30