Byplan 6 er et større område nord for Rungstedvej.

Byplan 6 er et større område nord for Rungstedvej. Arkivfoto: Søren Dahlbergen

Mens de slås om Hulsøvang:

Fem huse på to etager slap gennem nåleøjet

Alle fem huse ligger i Byplan 6 i Rungsted, hvor tidens mest omstridte byggeprojekt også ligger - de kan nu se frem til en byggetilladelse

Af
Fred Jacobsen

Få dage efter at kommunalbestyrelsen 26. august mere eller mindre slog sig til blods på sagen om tofamiliehuset på Hulsøvang 20, nikkede Miljø- og planlægningsudvalget (MPU) i mere eller mindre ubemærkethed venligt til fem ansøgninger om byggetilladelser.

De fem projekter har det til fælles, at de alle ligger i Byplan 6 (det nordlige Rungsted), at de alle er på to etager og er mellem ca. 6,5-8,5 meter høje.

Vil se mere af den slags

"Så længe vi ikke har lavet de nødvendige lokalplaner, vil vi se mere af den slags. Jeg kan ikke udelukke, at der er investorer, der tænker, at de kan udnytte situationen med et manglende moderniseret plangrundlag," siger MPU-formand Jan H. Klit (K) til Ugebladet. Og understreger, at der endnu kan gå rum tid, før lokalplanerne er på plads.

De fem projekter har også det til fælles, at de udgør ansøgninger, som MPU har valgt at få til politisk vurdering, fordi de er af en karakter, der potentielt kan udløse et § 14-forbud.

Inden for tålegrænsen

Endelig har de fem projekter det fælles træk, at kommunens administration om dem alle vurderer, at de overholder de gældende regler og derfor anbefaler politikerne at sige ja til, at der arbejdes videre med at give endelig tilladelse. Det gjorde de.

"De er alle inden for tålegrænsen," bemærker udvalgsformand Klit.

FAKTA

Rungsted Strandvej 211

  • Ny etage på enfamiliehus, bliver 7,25 m højt med en bebyggelsesprocent på 25 (må højst være 30). Begge naboer er huse på to etager.

Dreyersvej 30

  • Ny etage på enfamiliehus, topkoten bliver 7,18 m, bebyggelsesprocent på 20. Begge naboer har huse i mere end én etage.

Bolbro Villavej 10 A og 10 B

  • Nye enfamiliehuse i to etager, topkoten er hhv. 6,35 og 6,54 m, bebyggelsesprocent 28,3 og 27,4. Nabo til den ene side er i én etage, de øvrige i mere en én etage.

Vallerød Banevej 9C

  • Tilbygning til eksisterende enfamiliehus, så det fremstår i to etager, højeste højde 8,25 m, bebyggelsesprocent på ca. 25. Naboskab sammensat af huse på én etage til 2,5 etager.

Publiceret 12 September 2019 08:00