Sophies Hus har stået tomt i en periode, men er nu gjort klar til at rumme en del af Ældresagens aktiviteter.

Sophies Hus har stået tomt i en periode, men er nu gjort klar til at rumme en del af Ældresagens aktiviteter. Arkivfoto

Derfor skal Ældresagen betale for at bruge Sophies Hus

Som interesseorganisation er Ældresagen ikke omfatten af folkeoplysningsloven og må derfor til lommerne

Af
Fred Jacobsen

OPDATERET 13.9.

leje Når Ældresagen rykker fra Fritidshuset til Sophies Hus med nogle af aktiviteterne, sker det til en leje på 23.000 kr. om året.

Men løsgænger Thorkild Gruelund mente på det seneste byrådsmøde ikke, der skal betales leje.

"De gør et fremragende stykke frivilligt arbejde," sagde Gruelund og fandt kun gehør for det synspunkt hos Dansk Folkepartis Glen Madsen. De to stemte stemte derfor imod forslaget om, at Æældtresagen skal betale for at benytte huset.

Fløjtende ligeglad

Baggrunden for at Ældresagen ikke kan få stillet lokaler tilrådighed uden leje er, at organisationen som interesseorganisation ikke er omfattet af loven om folkeoplysning. Det vil Gruelund - og Glen Madsen - dog gerne se bort fra.

"Om Ældresagen er en folkeoplysningsforening eller ej er jeg fløjtende ligeglad med," lød det fra Thorkild Gruelund.

Modargumentet fra tilhængerne var blandt andet, at hvis man fulgte den holdning, ville andre organisationer - som FDM - også kunne gøre krav på at få stillet lokaler tilrådighed.

Gruelund fik indført dette protokollat til beslutningen:

"Ældresagen gør et fremragende stykke frivilligt arbejde. Mange foreninger i Hørsholm Kommune får gratis husleje. Det bør Ældresagen også have."

DF's Glen Madsen tilsluttede sig protokollatet. De øvrige 14 tilstedeværende byrådsmedlemmer stemte for, at Ældresagen skal betale leje.

Det er som led i Hørsholm Kommunes strategi 'Velfærd frem for mursten', Fritidshuset skal sælges. Og dermed flytter Ældresagen nogle af sine aktiviteteter over i Sophies Hus, som organisationen via lejen på 23.000 kr. årligt får rådighed over mandag til onsdag til kortspil, kontor, møder, mindre foredrag og pårørendegrupper.

Andre af Ældresagens aktiviteter fordeles på Aktivitetscenter Sophielund og Frennehus på Hørsholm Allé 4.

Ældresagen har ca. 5000 medlemmer i Hørsholm.

Kommunalbestyrelsen besluttede samtidigt at frigøre 210.000 kr. til klargøring af Sophies Hus, og det skulle efter planen være taget i brug i august.

Opdateringen præciserer følgende: At Glen Madsern (DF) tilsluttede sig Thorkild Gruelunds holdning (i Økonomiudvalget undlod han at stemme). Og at årsagen til, at Ældresagen ikke er berettiget til gratis leje er, at organisationen ikke er omfattet af reglerne om folkeoplysning. Disse oplysninger fremgik ikke af den første udgave af artiklen.

Publiceret 13 September 2019 18:00