

Nyt musiksamarbejde skal styrke de mindste
Samarbejde mellem Hørsholm Musikskole og byens skoler udvider musiktilbud til de mindste elever
Musikskolen er derfor meget til stede på skolerne for at lave forskellige forløb i Hørsholms skolers 0. klasser. Her lærer eleverne for eksempel at bruge deres stemme rigtigt af en professionel sanger.
Det kan senere være en god kompetence, når eleverne skal til eksamen eller stille sig op og tale i en forsamling.
Hamborg-modellen
I forbindelse med samarbejdet er der afsat 30 lærertimer pr. klasse i løbet af et skoleår.
Det er en model, som man har gjort sig erfaring med på 160 skoler i Hamborg, hvor projektet kaldes JeKi (Jedem Kind ein Instrument).
Nogle af musikskolens lærere var i 2015 en tur i Hamborg, hvor de på skolerne talte med de tyske lærere om deres erfaringer med dette projekt.
“Det er veldokumenteret, at seriøs beskæftigelse med musik styrker netop de kompetencer, som er læringsmål i de små klasser. Kompetencer som at indgå i lyttende samarbejder med andre og kompetencer, som forbinder det kropslige og kreative udtryk er en nødvendighed i beskæftigelsen med musik. Musikkens rytmiske strukturer styrker både den matematiske og sproglige del af hjernen. Mange opdager ikke, hvis der sniger sig et øh ind i en sætning. Men man kan jo ikke synge ’Se den lilløøøøøøh kattekilling’, for så er man allerede bagefter alle de andre,” siger musikskolens leder Oluf Hildebrandt-Nielsen.
Undgår tab af talenter
“Alle eleverne vil samtidig kunne få større oplevelser som publikum hele livet efter selv at have oplevet, hvad det vil sige at spille på et instrument,” mener musikskoleleder Oluf Hildebrandt.
Aktiviteterne udvikles løbende i en konstruktiv dialog mellem musikskolens og folkeskolens lærere.
“Det kunne være fantastisk, hvis musikskolen i samarbejde med folkeskolen kunne indgå i hele indskolingens musikundervisning,” siger Oluf Hildebrandt, som er overbevist om, at det vil supplere elevernes tilegnelse af øvrige læringsmål.
Ønsket er fra musikskolens side derfor, at samarbejdet strækker sig over 0.-3. klasser.
-fred

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra
Ugebladet


