Hvis der kommer én stor samlet institution sammen med Rungsted Skole, bliver Ulvemosehuset her solgt. Foto: Fred Jacobsen
Hvis der kommer én stor samlet institution sammen med Rungsted Skole, bliver Ulvemosehuset her solgt. Foto: Fred Jacobsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Oprør i Ulvemosehuset: Det er ikke velfærd

Forældre vil bevare den lokale daginstitution, der er på Hørsholm Kommunes salgsliste

Dialogmøde

* Liberal Alliance i Hørsholm inviterer til et dialogmøde om daginstitutioner i Rungsted.
* Dagsordenen er aktuel i forhold til protesterne fra Ulvemosehuset. Arrangørerne ønsker derfor at drøfte disse spørgsmål:
* Hvilken størrelse institution ønsker du som forældre?
* Ønsker du nærhed til skolemiljø eller er en lukket have at foretrække?
* Dialogmødet finder sted onsdag 13. september kl. 19 i kantinen på Hørsholm Rådhus.

At samle mellem 110 og 160 børn i daginstitutioner i eller ved Rungsted Skole har intet med velfærd at gøre. Det er en idé, der er drevet af sparehensyn og for at få penge i kassen ved at sælge blandt andet Ulvemosehuset.

Så skarpt trækker Cecilie Reumert Wagtmann, formand for bestyrelsen for daginstitutionen Ulvemosehuset i Rungsted, fronterne op i forhold til Hørsholm Kommunes planer om at skaffe flere daginstitutionspladser i Rungsted-området. Sideløbende med det skal børnehave og vuggestue integreres på ét sted i eller tæt på Rungsted Skole.

For at understrege modstanden, er der nu indledt en underskriftindsamling på en kampagne, der har til formål at bevare Ulvemosehuset i Rungsted.

Tror ikke på strategien

“Vi tror ganske enkelt ikke på strategien. Der er ingen pointe i, at vuggestuebørn og de yngste børn i institutionen integreres med skolebørn. Det giver kun mening for de ældste børnehavebørn,” siger Cecielie Reumert Wagtmann til Ugebladet.

Det er dog ikke det eneste, hun og forældrene er utilfredse med. De mener, at Ulvemosehuset skal bevares som den lille institution med 45 pladser.

“Vi har 45 kvadratmeter udeareal pr. barn og skal gå til mellem 10 og 20 kvadratmeter og flytte børn fra en hyggelig gammel villa til et område, hvor der i forvejen er over 500 skolebørn. Det ser vi ingen fordel i,” understreger Cecilie Reumert Wagtmann.

Hun har som formand for bestyrelsen løbende været i dialog med kommunen og mener, at hun er blevet lovet institutioner på 'ikke over 90 børn' og at der ikke skal opføres barakker ved Rungsted Skole, hvor Ulvemosehusets børn skal være, mens der bygges om. Disse løfter kan hun ikke se i kommunens senest opdaterede oplæg til 'Velfærd frem for mursten'.

Nej til barakker

Otto B. Christiansen (K), formand for Børne- og skoleudvalget, afviser at have lovet institutioner på maksimalt 90 børn.

“Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg har sagt, at vi forstiller os institutioner på størrelse med Solhuset, det vil sige 100-120 børn,” siger han til Ugebladet og er helt enig med Cecilie Reumert Wagtmann i, at der ikke skal bygges barakker.

“Min klare holdning er, at børnene skal kunne tage deres bamser og gå direkte fra den gamle til en ny institution. Vi kan ikke have børn på en byggeplads i flere år,” understreger han.

Det er tæt på nu

Ulvemosehuset har, som en række andre kommunale bygninger, i længere tid været på kommunens 'salgsliste' i forbindelse med strategien 'Velfærd frem for mursten'. Konkret er Rungsted tilmed udset som det område, hvor kommunen som det første område vil samle børn i daginstitution og skole på ét samlet sted - eksempelvis på og omkring Rungsted Skole. Og som konsekvens af det skal blandt andet Ulvemosehuset sælges.

“Når vi protesterer nu, hænger det også sammen med, at det går op for os, at det her jo kan ske meget snart, måske allerede næste år,” fortæller bestyrelsesformanden. Til det siger Otto B. Christiansen, at han næppe kan forestille sig, at der sker noget allerede næste år.

“Mit bedste bud er, at en ny institution kan stå færdig om tre-fire år,” lyder det fra udvalgsformanden.

Hvad mener du? Skal Ulvemosehuset 'ofres', så der kan skaffes flere daginstitutionspladser i Rungsted?  Debatten foregår på Ugebladets Facebook-side. Brug linket nedenunder artiklen, så kan du også være med!

Publiceret: 12. September 2017 08:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere