Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Overfald i Kystbanen: Politiet har gode billeder

"Meld jer selv," lyder det nu fra Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi sidder inde med 'gode og klare billeder' af den gruppe unge, der kort før nytår overfaldt og slog en 14-årig autistisk dreng i toget mellem Rungsted og Kokkedal.

Ifølge vicepolitiinspektør Claus Birkelyng, leder af Station Nord i Nordsjællands Politi, drejer det sig om tre danske drenge, som er mellem 15 og 17 år - og dermed ikke i 20'erne, som det først var antaget.

"Jeg vil gerne opfordre dem til at kontakte os. Men vi skal nok få fat i dem alligevel," siger Claus Birkelyng, som oplyser, at de unge på overvågningsbillederne er danske og at politiet ikke på nuværende tidspunkt ønsker at offentliggøre billederne.

På baggrund af Ugebladets omtale af overfaldet den 3. januar har den cirka 40-årige mand, der var sammen med den 14-årige dreng efter overfaldet, meldt sig og har talt med politiet.

Ifølge Claus Birkelyng så han ikke selve overfaldet, men talte med drengen, efter at denne var flygtet ind i en anden afdeling i det kørende tog.

"De tre unge er hoppet af toget mellem Kokkedal og Helsingør - måske i Kokkedal," oplyser Birkelyng, der opfordrer folk generelt, men de tre unge mulige overfaldsmænd specielt, til at melde sig direkte hos efterforsker Niels Jensen på nje010@politi.dk.

Den 14-årige autistiske dreng var på vej hjem efter et fyrværkerishow i Tivoli i København, da overfaldet fandt sted.

Han iagttog først fire, så tre unge, som larmede meget og blandt andet forsøgte at ødelægge en dør ind til et af togets toiletter.

Togets personale bad forgæves de unge om at forholde sig i ro - og den 14-årige optog en Snapchat, mens personalet dskuerede med de unge.

Det så de og overfaldt den 14-årige og gav ham 5-10 knytnæveslag, hvorefter drengen fortrak ind i en anden afdeling i toget og kørte hjem til Humlebæk.

Den 14-årige mener selv, at drengene stod af på Kokkedal Station.

Publiceret: 12. Januar 2017 11:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere