Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politiet: Fifty Shades of svindel mod café

En Mr. Grey bookede arrangement på Café Rosenhuset og sendte falsk check på 8000 engelske pund til ejeren

En lokal café, en kæmpe check og en vis Mr. Grey.

Nej, det er ikke oplægget til en ny bog eller film i den populære erotiske-romantiske serie “Fifty Shades of Grey”, men derimod starten på en mystisk svindelsag, som Nordsjællands Politi nu efterforsker.

Ejeren af Café Rosenhuset på Vedbæk Strandvej, Henrik Albanski, spærrede forleden øjnene op en ekstra gang, da han blev kontaktet af en mand, der kaldte sig Mr. Grey.

Han ønskede at booke både beværtning og overnatning for 12 personer. Et tilbud som caféejer Henrik Albanski dog måtte afvise, da der ikke var mulighed for overnatning på caféen.

Men Mr. Grey insistererede alligevel på at booke stedet, hvorefter han også fremsendte en check på ikke mindre end 8.000 engelske pund, svarende til 68.000 danske kroner.

Det fik nu ikke ejeren af Café Rosenhuset til at falde bagover. Han tog derimod en tur i banken for at få tjekket checken, og den viste sig at være falsk.

Herefter valgte han tirsdag før påske at alarmere politiet.

Til Ugebladet oplyser caféejer Henrik Albanski, at sagen fortsat verserer, da Mr. Grey igen har henvendt sig og spurgt om, de har modtaget checken.

Publiceret: 04. April 2018 12:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt