Sport-, fritid- og kulturudvalgets medlemmer i fælles snoreklip ved indvielsen af Trommens fleksible sale, velvidende at de stole, som venter på gæsterne, ikke er dem, som de selv udvalgte og besluttede sig for. Fra venstre Jan Klilt (K), Nadja Hageskov (K), Henrik Klitgaard (R), Esben Dyekjær (K) og Alexander Jonsbak (V). Foto: Morten Timm
Sport-, fritid- og kulturudvalgets medlemmer i fælles snoreklip ved indvielsen af Trommens fleksible sale, velvidende at de stole, som venter på gæsterne, ikke er dem, som de selv udvalgte og besluttede sig for. Fra venstre Jan Klilt (K), Nadja Hageskov (K), Henrik Klitgaard (R), Esben Dyekjær (K) og Alexander Jonsbak (V). Foto: Morten Timm
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politikere indrømmer nu: “Det var ikke de stole, vi valgte”

Efter hård kritik af siddekomforten i de nye stole i Trommen erkender politikere nu, at stolene heller ikke var dem, de valgte. Udbudsreglerne gives som forklaring på miseren i det lokale kulturhus

Om udbud af nye stole

Centerchef for ejendomme i Hørsholm Kommune, John Larsen, har beskrevet følgende om udbuddet af de omstridte stole i Trommen.
“Stolene er valgt med hjælp fra professionelle rådgivere ud fra en kvalitet, som fuldt opfylder krav om at kunne bruges til helaftensforestillinger, samtidig med de opfylder alle myndighedskrav om brand og flugtvejsfunktioner.
I forbindelse med konkurrenceudbuddet på stolene, er det af konkurrencemæssige årsager ikke tilladt at stille konkrete krav om levering af et bestemt fabrikat. Derfor blev der i udbudsmaterialet stillet minimumskrav til stolene, herunder krav til tekstiler, polstring, skum og tæthed på sæde- og ryghynder, samt hældning på ryglæn. Det er hovedsagelig skummets tæthed og kvalitet, der har betydning for siddekomforten.
De indkomne tilbud blev vurderet af rådgiverne ud fra både økonomi og kvalitet, samtidig med at de skulle leve op til de opstillede minimumskrav.
De stole, der er i Trommens store sal, er derfor designet og valgt, så alle kriterier kan opfyldes, og stolene er af en kvalitet og funktion tilsvarende andre koncert- og teatersale i både Danmark og udlandet.”

De nye stole i Trommen har siden indvielsen af kulturhusets fleksible sale i marts fået drøje hug for, at man sidder dårligt i dem.

Nu blander de ansvarlige politikere sig i koret og højst overraskende indrømmer de, at der er noget galt.

De stole, som nu er installeret i den store Trommen, er slet ikke dem, som de for lidt over et år siden prøvesad og nøje udvalgte.

Viceborgmester og næstformand i Sport-, fritid- og kulturudvalget Henrik Klitgaard (R) ønsker nu, at borgerne får besked om fejlen.

“Vi forelskede os i en stol, som vi sad smaddergodt i, og så får vi én, man sidder dårligt i,” siger Henrik Klitgaard.

En kendsgerning de blev klar over kort før den officielle indvielse af de fleksible sale 30. marts.

Henrik Klitgaard finder det dybt frustrerende, at det er endt på denne måde, når der nu var politisk enighed om, at siddekomforten var væsentlig og afgørende for projektet.

Venstres medlem af udvalget Alexander Jonsbak er på linje med Henrik Klitgaard i kritikken.

“Hele projektet er solgt på bedre stole og den samlende opgradering, men forskellen på de nye stole og de gamle stole er ikke så stor. Jeg synes, at det er ærgerligt, at vi har fået de stole,” siger Alexander Jonsbak.

Kopholdere passer ikke

Oveni kommer, at stolenes kopholdere heller ikke passer til de store krus, de sælger ude i foyeren. Det oplevede Venstre-politikeren selv ved indvielsen, hvor han konstaterede, at der ikke var plads til kruset.

“Noget er der smuttet, men jeg ved ikke, hvor det er sket. Det vil jeg selvfølgelig have en forklaring på,” fastslår Alexander Jonsbak.

De to politikere oplyser desuden, at de ved første fremvisning af stolene i efteråret ikke var specielt begejstret og blandt andet spurgte om der kunne laves en anden kopholder og et bredere armlæn.

“Det blev der nikket til, men det blev bare ikke implementeret i den færdige stol,” konstaterer de overfor Ugebladet.

Her er de omstridte stole i midten af salen. Foto: Morten Timm
Her er de omstridte stole i midten af salen. Foto: Morten Timm

Ærgerlig formand

Formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget Nadja Hageskov medgiver, at hun også godt kunne have ønsket sig en bedre komfort i stolene, og hun husker også prøvestolen som blødere og bredere.

“Jeg synes da, at det er ærgerligt, at vi har siddet i en stol, som var god, og så er det ikke den stol, vi har fået. Man sidder ikke ligeså godt i den, det gør man ikke,” siger Nadja Hageskov, der understreger, at det aldrig har været på tale, at det skulle være rigtige biografstole.

“Det er jo fleksible sale, vi har lavet. Vi har jo ikke lovet borgerne en eksklusiv biograf på linje med Kino Palæet. Trommen skal også bruges som teater- og koncertsal med andre kapacitetskrav,” siger hun videre, men kan godt forstå, hvis folk har andre forventninger til stolekomforten, hvis de tænker på en biograf.

“Til gengæld har Lilletrommen hele tiden være tænkt mere biograf-eksklusiv, og der sidder du også meget anderledes,” oplyser udvalgsformanden.

Partifællen Jan Klit synes, at stolene er udmærkede, men er ærgerlig over, at de skal ødelægge det overordnede billede af ombygningen af Kulturhus Trommen.

“Jeg er også lidt øv over, at det ikke er de stole, vi blev præsenteret for. Dem sad man væsentligt bedre i, og jeg vil da også gerne vide, hvad der er op og ned på det her.

Foreløbig forklaring på miseren er udbudsreglerne, der ikke gør det muligt at bestille en navngiven stol, men en type stol udfra en række krav og specifikationer.

Stole skal sammenlignes

John Larsen, centerchef for Ejendomme i Hørsholm Kommune, oplyser til Ugebladet, at kommunen har fået de stole, de har bestilt i forhold til udbudsmaterialet.

“Vi skal huske på, at det ikke er ny biograf, vi har fået. Men ny biograffunktion til en teater og koncertsal, hvor der er krav om 350 siddepladser eller 700 ståpladser. Det betyder, at man ikke kan få store stole. Derfor er Lilletrommens 42 pladser også indrettet med biografstole,” siger John Larsen.

Han ønsker ikke at kommentere på politikernes oplysninger om, at det ikke er de samme stole, som de prøvede.

“Den golden sample-stol, som de prøvede, får vi hjem, så vi kan sammenligne dem,” oplyser centerchefen.

Publiceret: 23. Maj 2017 11:15
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere