Fred Jacobsen, redaktør på Ugebladet.
Fred Jacobsen, redaktør på Ugebladet.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

REDAKTØRENS KLUMME: PH Park er rigtigt, logisk og lidt modigt

Det kan godt være, at en englænder, franskmand eller tysker gnider sig sig lidt på hagen, når hun om nogle år skal bede taxachaufføren køre fra Rungsted Kyst Station til PH Park. For Poul Henningsen er da noget af det mest pæredanske, man kan forestille sig.

Alligevel er der stil over det navn, en dommerkomité har valgt for sygehusgrunden. PH Park er det indlysende rigtige navn til en bydel, der vil noget.

Og selv om hverken englænder, franskmand eller tysker nok ikke vil udtale PH som PeHå, som vi gør, og måske ikke på rygraden ved, at PH står for multikunstneren Poul Henningsen, der boede på Svenstrupvej kun 700 meter fra grunden, så ved de i udlandet godt, at Poul Henningsen var en af landets markante formgivere.

“Nu håber jeg, vi får et boligområde, der er i PH's ånd. Og det er ikke et slikket boligkvarter for de rige,” siger en hørsholmer et andet sted i denne avis og mener, at det slet ikke “kan være anderledes” med det navn.

Det er der selvfølgelig delte meninger om. Og det vil der nok altid være, når man navngiver den slags ting.

Her på Ugebladet har vi taget imod mange navneforslag. Mange lagde sig i pæn afstand fra “noget med Blixen”, som borgmester Morten Slotved i begyndelsen forsøgte sig med. Den store internationale forfatter fra det pæne Rungsted gled hurtigt ud af sindet hos de fleste. I stedet rykkede det helt nære ind, nemlig navnet Usserød, som jo i sin tid også navngav sygehuset.

Det blev så ikke noget med Usserød, men med PH Park bliver der slået en bro til ønsket om det lokale, fordi PH jo er tæt knyttet til den del af Hørsholm. At usserødderne så også var rige Hørsholms røde arbejderkvarter, som hørsholmerne efter sigende så lidt ned på, gør jo kun brobygningen mere tydelig - og både mere vigtig, logisk - og lidt modig.

Hvor jeg så igen tænker på borgerens ovenstående udsagn, at man i PH Park - i PH's ånd - har mulighed for at skabe noget, der ikke nødvendigvis er mainstream Hørsholm, men noget nyt og udfordrende, som giver Hørsholm kant på dansk og med det internationale udsyn, borgmesteren så ofte har udtrykt ønske om.

Det kan lade sig gøre - også uden at man nødvendigvis hænger PH-lignende lamper op ved indgangen til den ny bydel.

Med venlig hilsen

Fred Jacobsen,

Redaktør

Publiceret: 27. Oktober 2017 10:15
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere