Tegner Jens Hage, Hørsholm, udstiller sine karikaturtegninger i Fuglsanghus. Foto: Rikke Søholm.

Tegner Jens Hage, Hørsholm, udstiller sine karikaturtegninger i Fuglsanghus. Foto: Rikke Søholm.

Jens Hage:

En satiretegning får folk til at tænke lidt dybere over hverdagen

Det var en karikatur af Herlufsholms lærere, der lagde kimen for Jens Hages senere karriere som satiretegner for Berlingske Tidende

"En satiretegning er efter min mening den vigtigste funktion til at få folk til at tænke en lille smule dybere over hverdagen. Man erkender virkeligheden en lille smule anderledes, når man har et smil på læben," siger 63-årige Jens Hage.
 
Han har i sin tid som satiretegner for Berlingske Tidende og det humoristiske julehæfte Blæksprutten haft Svend Auken, Pia Kjærsgaard, Lars Løkke Rasmussen, Niels Helveg Petersen og andre toppolitikere under kærlig behandling.
 
"Jeg interesserer mig meget for mennesker og politik og hvad der foregår. Der er en kæmpe tilfredsstillelse i at formidle sine meninger i ord og streg og med et smil, og at det kommer ud til alle mennesker. Det er en kæmpe chance for at give sin mening til kende på en anden måde," fortæller Jens Hage, som netop nu bl.a. udstiller sine aviskarikaturer i en fælles udstilling i Fuglsanghus sammen med Politikens satiretegner Roald Als.

Far, mor og børn

Jens Hages interesse for at tegne begyndte som barn.
 
"Jeg tegnede fra to års alderen og tegnede nøjagtig det samme som alle andre børn. Far, mor og børn og et hus med røg ud af skorstenen. Men jeg blev holdt til ilden af min mor og far. Mine forældre læste højt, og jeg tegnede samtidigt: lyttede med ørerne og tegnede med hånden," fortæller Jens Hage.
 
Da han senere kom på Herlufsholm hang tegneriet i timerne ved, men ikke alle lærere var lige tilfredse.
 
"Lærerne på Herlufsholm forstod ikke, at det var en måde at tilegne mig stof på. En måde at få viden på plads på hylderne," siger Jens Hage, som brugte meget af sin tid på kostskolen på at tegne.
 
"På Herlufsholm var jeg meget overladt til mig selv, og når jeg kedede mig, så tegnede jeg alt muligt. På et tidligt tidspunkt fattede jeg interesse for at tegne ansigter. Ansigter er dragende. Jeg var også meget fascineret af guldalderen og klædedragterne," siger Jens Hage.

Tegnede hele lærerstaben

Det var dog en karikatur af hele lærerkollegiet, der lagde kimen til den senere karikaturkarriere.
 
"Jeg læste til eksamen i 2. eller 3. G. sammen med to andre og kunne ikke en bjælde. Det endte med en vanvidssituation, hvor vi alle tre grinede højlydt. Vi endte i et klasselokale ved tavlen, hvor jeg tegnede den lærer, vi skulle til eksamen hos. Det endte med, at jeg tegnede hele lærerkollegiet i karikatur. Jeg ville viske det ud, men lod mig overtale til at lade tegningen blive. Det kan godt være, at jeg ikke består eksamen, men så kan jeg tegne, tænkte jeg. På det tidspunkt vidste jeg, at jeg ville være tegner," fortæller Jens Hage.

Julekort med karikaturer

Senere hen fik han foræret julekort af en kvinde, han er vinterbader sammen med.
 
"Det var to fotos af tavlen med karikaturerne af lærerne. Hendes mand havde gået i den klasse, der skulle have time i lokalet næsten dag. Alle lærernes signaturer var under deres karikaturer. Det blev jeg meget rørt over," fortæller Jens Hage.
 
Efter skoletiden føjede han sin far.
 
"Min far syntes bestemt, at jeg skulle have en akademisk uddannelse på Københavns Universitet. Jeg var lidt i vildrede, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Jeg tog et filosofikum, som man skulle tage for at studere. Men jeg søgte ind på kunstakademiet og den Grafiske Højskole og kom på den Grafiske Højskole og var meget glad for det. Jeg følte mig ikke som en kunstner, men som en håndværker," fortæller Jens Hage.
 
"Derefter blev jeg ansat i postordrefirmaet Berlingske Pladering, hvor jeg var reklamechef i 12 år. Det lærte jeg en masse af. Man lærte at have respekt for kunderne, og hvor lidt folk forstår, hvad man skriver. Dernæst udskrev Berlingske en konkurrence for bladtegnere, hvor jeg vandt 1. præmien, og det skabte retningen for mit senere liv," siger Jens Hage.
 
Udstillingen kan ses i Fuglsanghus hver fredag til søndag til og med 21. august.

Publiceret 19 July 2011 11:00