Erstatning til fyrede i Lions Børnehuse

Advokat om sagen: Kommuner har ofte svært at føre sager mod egne borgere

Af
Fred Jacobsen

Tre af de fyrede medarbejdere i de selvejende Lions Børnehuse har fået deres afskedigelser forligt. Det betyder, at de hver især har fået et økonomisk plaster på såret oven i at miste jobbet.
Personalechef Gert Ahrentecht Jensen bekræfter over for Ugebladet, at kommunen på vegne af Lions Børnehuses bestyrelse har aftalt vilkår for de tre medarbejderes afsked.
Ifølge Ugebladets oplysninger giver aftalen to af medarbejderne en månedsløn i godtgørelse, en tredje tre måneder.
“Forlig er udtryk for, at man skal videre. Det skal vi som arbejdsgiver, og det skal den ansatte,” siger personalechefen, som ikke ønsker at komme nærmere ind på en vurdering af, om et forlig er udtryk for, at den ene part har sejret mere end den anden.

“Vi stopper her”

“Et forlig er kendetegnet ved, at parterne siger til hinanden: 'Nu stopper vi her'. Der kan således argumenteres for det fra begge sider,” siger Gert Ahrentecht Jensen og oplyser, at det er overvejelser om tidsforbrug, økonomi og procesrisiko, der afgør, om parterne vælger at føre en sag hele vejen igennem systemet.
Det var fire medarbejdere, der i december sidste år i første omgang blev suspenderet, da sagen om økonomiske uregelmæssigheder i Lions Børnehuse i Hørsholm kom frem.
Områdelederen blev senere meldt til politiet og er sigtet for mandatsvig - de tre øvrige medarbejdere blev afskediget i januar.
Alle tre beskyldte Hørsholm Kommune for at fyre dem på et usagligt grundlag og krævede erstatning. Det er de tre sager, der nu er blevet lukket, før der kunne falde dom.

BUPL’s juridiske konsulent Lars Feldt Andersen varetog Betina Varsteds interesser. Betinas sag blev som de to andres lukket med et forlig før en egentlig retssag. Fotos: Fred Jacobsen

BUPL’s juridiske konsulent Lars Feldt Andersen varetog Betina Varsteds interesser. Betinas sag blev som de to andres lukket med et forlig før en egentlig retssag. Fotos: Fred Jacobsen

Forlig ikke usædvanlig

Det er ikke usædvanligt i kommuner, siger advokat og partner i SJLaw, Karen-Margrethe Schebye. Hun har arbejdet med arbejds- og ansættelsesret i mere end 30 år.
“Vi ser oftere forlig i kommunen end eksempelvis i staten. Det kan være, fordi kommuner har sværere ved at føre sager mod sine egne borgere,” siger Karen Margrethe-Schebye til Ugebladet - og tilføjer:
“Det kan være af juridiske, moralske eller politiske årsager, der indgås forlig.”
Kommunerne har dog også en kontant regel, de kan tage i anvendelse ved vanskelige afskedigelsessager: Der foreligger nemlig en vedtagelse i Kommunernes Lønningsnævn fra 2007, der bemyndiger kommuner og Kommunernes Landsforening (KL) til at indgå fratrædelsesaftaler i vanskelige sager.

Tidslinje for svindelsag i Lions Børnehuse

* 9/12-16: Sagen om mulig svindel for et millionbeløb bliver kendt. Fire medarbejdere suspenderes foreløbigt for tjeneste.
* 12/12-16: Forældrene orienteres på et møde med 125 deltagere.

* 13/12-16: Borgmester Morten Slotved beslutter at iværksætte to undersøgelser af henholdsvis kommunens og bestyrelsens rolle i sagen.

*18/12-16: Områdelederen for Lions Børnehuse i Hørsholm sigtes for mandatsvig efter straffelovens § 280.

* 1. januar 2017: Julie Tofte Johnsen tiltræder som formand for Lions Børnehuses bestyrelse efter Thorkild Gruelund. Sidstnævnte meddelte den 22.11., at han ikke ønsker at fortsætte på posten, som han har haft siden 2014.

* 5. januar 2017: Områdelederen for Lions Børnehuse bortvises fra sin stilling. Stillingen som områdeleder nedlægges.
Udgangen af januar: De tre suspenderede medarbejder fyres. BUPL og advokat Anne Louise Wulff anfægter fyringerne, kalder dem usaglige og kræver godtgørelse og erstatning.

* Marts 2017: Revisionsfirmaet PwC fastslår i en rapport, at kommunen har gjort, hvad der skal til for at føre tilsyn, men anbefaler alligevel ændringer.

* Juni 2017: Børnehuset - den ene af Lions Børnehuses tre daginstitutioner - beslutter sig for at opgive selvejet og blive kommunal.

* August 2017: KL-rapport om bestyrelsens ansvar offentliggøres. Bestyrelsen slipper for en erstatningssag. Den er frivillig og ulønnet og kan ifølge KL-juristerne ikke drages til ansvar. Rapporten rummer dog en skarp kritik af bestyrelsens arbejde.

* § 280. For mandatsvig straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under §§ 276-279 a, den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding på fører en anden formuetab 1) ved misbrug af en for ham skabt adgang til at handle med retsvirkning for denne eller 2) ved i et formueanliggende, som det påhviler ham at varetage for den anden, at handle mod dennes tarv.

Publiceret 22 August 2017 09:15

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV