Jagtforeningen får fem år mere

Fredning gør det umuligt at sælge huset på Enghavevej i Rungsted - og kommunen mister penge på det i stedet for at tjene

Af
Fred Jacobsen

Hørsholm og Omegns Jagtforening kan blive i huset på Enghavevej 38 I Rungsted indtil slutningen af 2024, og indtil da se frem til, at der kommer andre brugere i huset. Samtidig går Hørsholm Kommune ikke bare glip af en indtægt på to-tre millioner, men mister rent faktisk penge på dette hus.
Forklaringen er, at jægerne oprindeligt - i forbindelse med strategien 'Velfærd frem for mursten' - skulle rømme ejendommen.
Kommunen skulle så finde et andet sted til dem. Alternativt fik Hørsholm og Omegns Jagtforening tilbudt at købe ejendommen for to-tre millioner kroner. Hvilket foreningen takkede nej til, fordi de ikke havde råd.

Skal jævnes med jorden

Nu har det vist sig, at huset slet ikke kan sælges, fordi det er omfattet af en fredningsbestemmelsen for Bolbroengen og derfor skal 'naturoprettes', som det er formuleret. Og det må i øvrigt ikke bruges til andet end foreningsformål.
“Da vi tilbød et salg troede vi, jagtforeningen kunne blive i huset i 20-30 år. Så kunne et salg give mening. Vi har dog fundet ud af, at brugskontrakten kun kan forlænges i fem år,” forklarer John Larsen, chef for Center for Ejendomme i Hørsholm Kommune.
Den nuværende lejeaftale løber til 1. december 2019, og løsningen bliver derfor en forlængelse af kontrakten og at der skal findes andre foreninger eller aktiviteter, der kan udnytte huset bedre.
Det vil især være hen over ugen, da Hørsholm og Omegns Jagtforening fortrinsvis bruger ejendommen i weekends.
Når de fem år er gået, skal Enghave 38 jævnes med jorden og området skal reetableres i overensstemmelse med fredningsbestemmelserne for området.
Samtidig med, at Hørsholm og Omegns Jagtforening på et tidligt tidspunkt i forløbet sagde nej tak tak til tilbuddet om at købe ejendommen, har foreningen udtalt, at man ikke har noget imod at dele huset med andre brugere.

Kommunen mister penge

Det er Økonomiudvalget og derefter kommunalbestyrelsen, der skal tage stilling til sagen efter Sport-, fritid- og kulturudvalget har anbefalet den skitserede løsning.
Det er formand Nadja Hageskov (K) ikke utilfreds med.
“Jeg går ind for 'Velfærd frem for mursten', men spørger du mig, var der ikke noget, der talte for, at jagtforeningen ikke skulle blive i huset,” siger hun til Ugebladet.
I stedet for at tjene to-tre millioner kroner på et salg af huset, kan kommunen nu se frem til ekstra udgifter:
Ifølge materiale i sagen kommer en nedrivning og en reetablering af det fredede område til at koste mellem 150.000 og 175.000 kroner.

null

Publiceret 31 December 2017 10:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV