Praktiserende læger i Nordsjælland har vaccine mod den livsfarlige skovflåtbårne TBE-hjernebetændelse på lager, og der er stor interesse for at lade sig vaccinere. Det er især mennesker i risikogruppen - motionsløbere, skovarbejdere, børn og ansatte i skovbørnehaver og naturelskere - som færdes i Tokkekøb Hegn og andre nordsjællandske skove, der anbefales at lade sig vaccinere.
En skovarbejder blev sidste år smittet med TBE efter bid af skovflåt i Tokkekøb Hegn ved Allerød. I Danmark var sygdommen hidtil kun kendt på Bornholm.
"Vi får mange forespørgsler, og vi har givet mange vacciner. Folk er blevet forskrækkede over omtalen i medierne, og det seneste halve år har vi givet flere vaccinationer om ugen," fortæller læge Mette Bitsch-Christensen, Lægerne på Tingvej i Allerød.
"Vi vejleder vores patienter i forhold til risikoen. Men det er folk, som færdes meget i skoven, som henvender sig. Det er så op til den enkelte at afgøre, om man vil vaccineres," siger hun.
Vaccinen mod TBE-hjernebetændelse er ikke billig. Du skal vaccineres tre gange i løbet af et halvt år, og det koster typisk 430 kroner pr. gang. Hertil kommer, at du skal re-vaccineres hvert tredje år.
TBE overføres ved bid af skovflåt inden for få minutter. Flåtbid kan også medføre smitte med Borrelia, som en TBE-vaccination ikke beskytter imod. Juni, juli og august er højsæson for skovflåter.
TBE-hjernebetændelse
Centraleuropæisk hjernebetændelse har mange navne: Østeuropæisk hjernebetændelse, Tick Borne Encephalitis (TBE) eller Früh-sommer-meningo-encephalitis (FSME). TBE er et virus, der tilhører familien af Flavivirus.
Forekomst: TBE virus findes i Skandinavien, Baltikum, Rusland og Sibirien, på Balkan, i visse dele af Tyskland, Østrig, i Sverige og på Bornholm. TBE virus er netop fundet at have spredt sig til resten af Danmark, efter at det er påvist i Nordsjælland.
Smitteveje og reservoir: TBE-virus overføres gennem bid af skovflåter, som findes i skove og græsklædte vegetationer. Virus findes hos rådyr og mus og husdyr som katte og kan overføres til skovflåter, når disse bidder og suger dyrenes blod. Dernæst kan flåten ved et nyt bid overføre virus til mennesker. Smitte fra menneske til menneske sker ikke. Størst risiko for smitte har jægere og andre, der opholder sig meget udendørs i naturen.
Symptomer: Symptomer på TBE er karakteriseret ved et 2-faset forløb. Symptomer starter med influenza-lignende sygdom, der varer nogle dage. Ca. 1/3 udvikler så tegn på en hjernebetændelse med hovedpine, feber og lammelser efter et symptomfrit interval på få dage til få ugers varighed. Enkelte patienter kan forvente at få varige mentale eller neurologiske skader.
Diagnose: Prøve fra spinalvæske og blod, som sendes til et laboratorium til analyse (måling af antistoffer og påvisning af TBE virus).
Behandling: Der findes ingen antibiotika til behandling af infektionen. Dødeligheden er 1-2%.
Vaccination: TBE kan forebygges ved vaccination. Hvis man færdes jævnligt i skov og krat eller tilbringer længere tid (uger) i områder med Centraleuropæisk hjernebetændelse, bør man vaccineres.
Anden forebyggelse: Nedsættelse af risiko for flåtbid kan ske ved fornuftig beklædning ved ture i skov og krat, dvs. støvler og lange bukser. Endvidere bør man hyppigt se huden efter for flåter og børste disse af. TBE virus overføres på minutter og der er tilsyneladende ingen effekt af hurtig fjernelse af flåten. De fleste myggeafvisende midler synes ikke at have effekt.
Flåterne findes fra maj til oktober med højsæson for at blive smittet fra juli til september.