Jørgen Lindegaard har trukket sig fra posten som formand for Rungsted Havns bestyrelse.
Jørgen Lindegaard har trukket sig fra posten som formand for Rungsted Havns bestyrelse.
Foto: Sisse Dupont, Polfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Rungsted Havn: Formand er fortid

Jørgen Lindegaard har trukket sig som bestyrelsesformand

I det øjeblik, kommunalbestyrelsen i Hørsholm mandag 28. august besluttede sig for at ændre i vedtægterne for Rungsted Havn, besluttede bestyrelsesformand Jørgen Lindegaard, at det er slut for hans vedkommende. Lindegaard har med øjeblikkelig virkning trukket sig som formand for havnebestyrelsen.

“Kommunalbestyrelsen må beslutte, hvad de vil. Men vedtægterne skal være til at håndtere. Derfor har jeg sagt, at de må finde en anden,” siger Jørgen Lindegaard til Ugebladet.

Hul på bylden

Den 68-årige tidligere koncernchef for SAS og ISS blev for at par år siden udpeget af kommunalbestyrelsen, efter at kommunen efter voldsom debat og retssag havde hjemtaget Rungsted Havn som en kommunal aktivitet. Og han frygter, at kommunalbestyrelsen med den seneste vedtægtsændring har prikket hul på en byld, der gør, at politikerne også kommer til at blande sig fremover.

“Det er ikke en speciel tydelig beslutning. Hvorfor skal grænsen lige gå ved tre millioner kroner? Er det med eller uden moms? Med eller uden konsulentbistand? Der er mange spørgsmål, som vil komme. Den her beslutning skal jo nu gennemføres. Det ønsker jeg ikke at være med til,” understreger Lindegaard over for Ugebladet.

Kommunalbestyrelsen besluttede 28. august at tilføje en sætning i vedtægterne, at interessenter skal indkaldes til orienteringsmøde, hvis der er anlægsopgaver på op til tre millioner kroner på vej. Efter forslagsstillerne Troels Moes (LA) og Peter Antonsens (BL) opfattelse for at beskytte brugerne, der i den nye bestyrelse er kommet i mindretal. Det mener Lindegaard dog er unødvendigt, fordi vedtægterne i forvejen beskriver, at brugerne skal involveres, når der er væsentlige planer på vej.

Borgmester beklager

Borgmester Morten Slotved (K) beklager Lindegaards beslutning og mener, at Lindegaard har gjort et godt stykke arbejde.

“Han har løftet en stor opgave. Fik ro på og har løst alle de opgaver, han blev bedt om at løse,” lyder borgmesterens skudsmål. Og selv om Slotved står bag kommunalbestyrelsens indgreb i vedtægterne, mener han, at kommunalbestyrelsen skal være påpasselig med at blande sig.

“Vi skal helst ikke have mere af den slags. Vi skal holde fingrene fra bestyrelsens arbejde,” siger borgmesteren, der i maj, da Troels Moe (LA) og Peter Antonsen (BL) første gang foreslog en stramning af vedtægterne, var imod og pointerede, at havnebestyrelsen skal kunne fungere uden indblanding fra kommunalbestyrelsen. 

“Jeg har det fint med, at brugerne skal orienteres. Det mener hele kommunalbestyrelsen,” siger Slotved, der sammenligner de nye bestemmelser med, at en boligforening jo også skal orientere lejerne, når der er større projekter på vej.

 

Kommentar? Så er det på Ugebladets Facebook-side det foregår.

Publiceret: 01. September 2017 11:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere