Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

SE OG LÆS: Glimt fra hverdagen i streg og historier

Af Nina Schreblowski, bibliotekar, Hørsholm Bibliotek
Fakta

fakta
“Hver dag starter det forfra”, 
Line Kjeldsen Jensen, Forlaget Fredag (2017), 134 sider.
Instagram: @linejensen_illu

“Signe Parkins & Drawings”, Signe Parkins, Basilisk Tegneserie (2015), 100 sider.
Instagram: @signeparkins

Den lyse side – tankestreger,
Maren Uthaug, 220 sider, Lindhardt & Ringhof (2014).
Instagram: @maren_uthaug

Forleden læste jeg Line Kjeldsen Jensens tegneserie ”Hver dag starter det forfra” (2017), og jeg faldt pladask for både stregen og historien.

Det er egentlig mere en tegnet dagbog end en tegneserie, og faktisk startede hun med at lægge sine hverdagsglimt ud på Instagram og er nu blevet udgivet på Forlaget Fredag.

Forsiden på bogen talte som det første direkte til mig, da jeg selv for ca. et år siden blev forælder, og følelsen af at dukke op til overfladen efter luft er meget genkendelig.

Man må dog sige, at Line har hænderne en del mere fulde end mig og de fleste børneforældre, jeg kender. Hun giver et humoristisk – men dog nok så realistisk – indblik i livet på barsel med to børn i blealderen og en teenager, som skal konfirmeres meget snart. Hendes mand tager lige på turné og ikke nok med det, har hun en totalt ødelagt fod, hun ikke kan gå på!

Citat: ”Jeg boede nogle måneder i min sofa. Med babyen og bleer og en madpakke, jeg smurte om morgenen og kravlede hen over gulvet med. Gåture med barnevognen og caffe latte med mine co-barslende veninder blev der ikke noget af.”

Da jeg læste ”Hver dag starter det forfra” tænkte jeg straks på to andre kvindelige forfattere, som har udgivet lignende fortællinger om familieliv og kærlighed i et hverdagsperspektiv. Begge to lige som Line Kjeldsen Jensen helt nede på jorden, men med hver sin indgangsvinkel.

Ikke skøntegning

Den ene er Signe Parkins, som har udgivet ”Signe Parkins & Drawings” (2015), og som med en melankolsk stemme og streg fik mig til at både smile og græde lidt. Hun tegner ikke skøntegning (hvilket man ikke kan sige om nogen af de nævnte forfattere), men derimod på trods af den lidt rodede stil, laver hun helt utroligt smukke tegninger suppleret så fint med vandfarver.

Der er scener lige fra madlavningen, badeværelset og gåture med børnene, til de stunder om natten, hvor man ligger og kigger ud i mørket og bekymrer sig.

Maren Uthaug er den anden. Hun er kendt som fast tegner i Politiken og har senest udgivet romanen ”Hvor der er fugle”.

Hun har derudover begået to meget fine og meget humoristiske tegneserier med simple striber om at være mor, kæreste og det at være voksen, tage modne beslutninger og at føle sig som idioten en gang imellem.

Hvor Signe Parkins er mere følsom, er Maren Uthaug den meget selvironiske, men også til tider dybe fortæller. Ensomhed fylder en stor del af hendes seneste tegneserie ”Den lyse side: tankestreger” (2014).

Hvis du vil have en anden læseoplevelse, hvor du både griner og græder og samtidig bliver visuelt stimuleret, så kan jeg på det varmeste anbefale alle tre bøger skrevet af kvinder, som tør være sig selv i en verden fyldt med prinsesser.

Bibliotekar Nina Schreblowski, Hørsholm Bibliotekar, skriver om Line Kjeldsen Jensens bog “Hver dag starter det forfra”.
Bibliotekar Nina Schreblowski, Hørsholm Bibliotekar, skriver om Line Kjeldsen Jensens bog “Hver dag starter det forfra”.

Publiceret: 01. Januar 2018 06:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet