Talent tager på opdagelse i ishockeyverdenens guldminer

Rungsted Seier Capital-talentet Gustav Green tager til svenske Malmö Redhawks frem mod den kommende sæson

Af
Joachim Weichel

Svensk ishockey har altid været kendetegnet ved den høje kvalitet i deres talentudvikling, og det har nu lokket et lokalt talent ud af favnen på Rungsted Seier Capital. Således har 16-årige Gustav Green, der i den forgangne sæson spillede 49 kampe i Metalligaen, skrevet kontrakt med den svenske klub Malmö Redhawks.
Ifølge hovedpersonen selv har skiftet til Malmö ikke ligget i kortene særlig længe, men da de bød sig til, var ishockeytalentet overbevist om, at den svenske klub var stedet, hvor han i de kommende år skal udleve drømmen om at spille i udlandet.
"Jeg har valgt at skifte til Malmö for at prøve noget nyt og komme ind i en træningskultur med folk på min egen alder, hvor man hele tiden konkurrerer om pladserne på holdet," fortæller Gustav Green, inden han uddyber, hvilke aspekter af hans spil som han har særligt fokus på under sit ophold i det svenske.
"Jeg vil gerne udvikle mit skøjteløb og min fart, og det er der god mulighed for i Malmö," siger det afklarede talent, der også var en del af det danske U18-landshold, som deltog ved B-VM, hvor de var tæt på at spille Danmark tilbage i A-gruppen.
 

Publiceret 01 June 2017 15:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV