Skadesplaget Rungsted-mandskab klarede frisag

Rungsted Seier Capital har fire forwards ude med skader, men alligevel vandt holdet en arbejdssejr på 3-2 over SønderjyskE

Af
Joachim Weichel

Morten Green, Mikael T. Christensen, Alexander B. Jensen og Marcus Nielsen fra Rungsted Seier Capital sidder alle ude med skader for tiden, men på trods af skadeshelvedet fortsætter det formstærke mandskab med at sætte point på Metalliga-kontoen. Tirsdag aften fik sjællænderne således fuldt udbytte af hjemmebaneopgøret mod et skadesplaget Sønderjyske-mandskab, som blev sendt tilbage over broerne med et 3-2-nederlag.

Spillere greb chancen

Det glædede Rungsteds Nikolaj Rosenthal, da holdet er hårdt ramt af skader i øjeblikket. Således var han imponeret over, hvordan de spillere, som normalt udgør 3.- og 4.-kæderne, udførte de fraværende profilers opgaver og roller.
"Der er mange spillere, der er vant til ikke at spille så meget, så helt overordnet synes jeg, der er mange, som går ind og løfter opgaven og gør et godt stykke arbejde," fortæller den lynhurtige forward, der selv havde en stav med i målet til 1-0, til Rungsted Seier Capital TV.
Det decimerede Rungsted-mandskab og dets rollespillere får endnu engang mulighed for at vise, at de er klar, når træner Peter Johansson får brug for dem, når de besøger Frederikshavn White Hawks fredag aften.

Rungsted Seier Capital 3 SønderjyskE 2 (2-0, 0-1, 1-1)

1-0: #3 Marco Illemann (#15 N. Rosenthal, #24 B. Nash)

2-0: #40 Marcus Olsson (#24 B. Nash, #21 W. Boysen)

3-2: #40 Marcus Olsson (#21 W. Boysen, #28 J. Hansen)

Publiceret 01 November 2017 18:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV