Rungsteds rutschebanetur ned gennem rækken fortsætter

Et utal af udvisninger gjorde arbejdsbetingelserne svære for det skadesramte Rungsted Seier Capital-hold, der torsdag tabte 4-2 til Aalborg Pirates

Af
Joachim Weichel

På ganske få uger er Rungsted Seier Capital gået fra at være førstebejler til førstepladsen i Metalligaen til at rode rundt i et bredt midterfelt. Det skyldes, at holdet har tabt fem kampe i træk som konsekvens på det skadeshelvede på forwardsiden, som sjællænderne befinder sig i.
Den seneste nedtur i rækken af nederlag indtraf torsdag aften, hvor det skadesramte Rungsted-mandskab, der er udfordret på bredden, tog så mange udvisninger, at de serverede en matchbold til værterne fra Aalborg Pirates.
Aalborg var heller ikke sene til at omsætte tre af Rungsteds udvisninger til scoringer i overtal. Da Rungsted-mandskabet spillede så længe i undertal, havde de ikke for alvor kræfter til at komme med et modsvar på Aalborgs scoringer, som blev fundamentale i 4-2-nederlaget.

Gør det svært for hinanden

Efter kampen var Rungsted-forwarden William Boysen frustreret over, at man tager så mange udvisninger i en tid, hvor holdets bredde i forvejen gennemgår sin lakmusprøve.
"Udvisningerne ødelægger fuldstændig vores rytme i spillet, og vi er for få spillere til at spille så meget undertal," lyder det irriteret fra én af Rungsteds målscorere i opgøret, William Boysen.
Det hårdtprøvede mandskabs næste opgave venter på tirsdag, hvor holdet rejser til Fyn, hvor de møder Odense Bulldogs, der har overhalet Rungsted indenom i tabellen.

Aalborg Pirates 4 Rungsted Seier Capital 2 (1-1, 2-1, 1-0)

1-1: #21 William Boysen (#24 B. Nash, #27 N. Krag Christensen)

2-2: #28 Jake Hansen (#15 N. Rosenthal, #48 M. Vernace)

Publiceret 01 December 2017 09:15

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV