Rungsteds gensyn med pokalfinalen var uden succes

Rungsted Seier Capital var for andet år i træk i pokalfinalen, men i årets udgave måtte man se sig besejret af sidste års modstander, Aalborg Pirates

Af
Joachim Weichel

I en gentagelse af sidste sæsons pokalfinalegyser skulle Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates fordele guldet mellem sig i årets pokalfinale, og i modsætning til sidste år, hvor finalen blev spillet i Bitcoin Arena, havde ingen af holdene hjemmebanefordel.
Det forhindrede dog hverken Aalborg- eller Rungsted-supporterne i at møde op, og sammen skabte de en stemning, som uden tvivl var en finale værdig. Grundlaget for stemningen blev dog lagt inde på isen, hvor begge hold sloges for hver meter.
I sidste ende var det dog Aalborg, som trak sig sejrrigt ud af finalen, som endte 4-2, selvom Rungsted-holdet bestemt også havde en andel i den spændende affære.
Det var dog Aalborg-mandskabet, som kom bedst ud af starthullerne, og det var tydeligt at se, de havde fået at vide, at de skulle fortsætte takterne fra fredagens semifinale mod Herning Blue Fox. Derfor var det også fortjent, at de kom foran. Desværre for Rungsted var det en forsvarsfejl, der kostede ved Aalborgs 1-0-scoring og dermed hjalp modstanderen i gang.
Pausen mellem første og anden periode bekom til gengæld Rungsted-mandskabet godt, fordi de kom forvandlet fra start og tog styring over slagets gang. Det kastede hurtigt udligningen af sig i et powerplay, hvor backen Mike Vernace afrettede et skud tæt under mål - og dermed var spændingen intakt.
Efter en periode med Rungsted-dominans vendte kampbilledet dog igen, efter Aalborg over to minutter fik etableret et tungt pres på Rungsted-målet, som betød, at spillerne ikke kunne skifte ud. Det kørte Rungsted-spillerne flade, og i sidste ende kunne Aalborg sætte pucken i mål til stor frustration for sjællænderne.
Disse tendenser fortsatte ind i tredje periode, hvor det denne gang var Aalborg, som udnyttede deres powerplay til at udbygge deres føring til 3-1 med et flot mål. Med mindre end 10 minutter igen vækkede William Boysen håbet i Rungsted-fansene med sin reducering til 3-2. Glæden var dog kortvarig, eftersom Aalborg-mandskabet kort tid efter gav sjællænderne dødsstødet til 4-2, inden de udnyttede Rungsteds tomme mål til at score til 5-2, som også blev kampens endelige resultat.

Nedenfor kan du høre den rutinerede back Mike Vernaces tanker omkring det skuffende nederlag.

Allerede tirsdag skal holdet i kamp igen, når de endnu engang rejser over broerne. Denne gang skal de op imod Herning Blue Fox, der tabte sin pokalsemifinale i weekenden til netop Aalborg Pirates.

Rungsted Seier Capital 2 Aalborg Pirates 5 (0-1, 1-2, 1-2)

1-1: #48 Mike Vernace (#24 B. Nash, #7 M. Røndbjerg)

2-3: #21 William Boysen (#40 M. Olsson, #13 M. Green)

Publiceret 21 January 2018 10:15

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV