Hørsholm-comeback giver afgørende kamp om guldet

Hørsholm 79ers-damerne indhentede Stevnsgades føring på 18 point, da de vandt fjerde finale og sender serien ud i afgørende kamp om guldmedaljerne

Af
Joachim Weichel

Sidste sæson gled DM-guldet Hørsholm 79ers-damerne af hænde i overtiden af den femte og afgørende finalekamp mod Virum, og igen i år skal damerne ud i en drabelig duel om DM-guldet.

Tirsdag lykkedes det nemlig Hørsholm-holdet at overkomme en dårlig start og fremtvinge en afgørende finale på hjemmebane med en sejr på 73-74, efter de havde været bagud 37-19 i midten af anden periode.

På dette tidspunkt virkede det som om, at guldfesten allerede var startet på Nørrebro, men så tog fanden fat i Hørsholm-kvinder, der kæmpede sig tilbage i kampen med deres karakteristiske forsvarsspil, indtil de fik udlignet ved stillingen 50-50 med tolv minutter igen.

I kampens afslutning udfoldede et taktisk spil sig mellem de to hold, og dette løste gæsterne fra Hørsholm bedst. Således omsatte de langt størstedelen af straffekastene, de fik, som følge af fejlene, Stevnsgade begik.

Dermed er guldfesten udskudt til lørdag den 28. april i Hørsholmhallen.

Stevnsgade Basketball 73 Hørsholm 79ers 74 (21-14, 22-18, 8-18, 22-24)

Hørsholm:

Maryah Sydnor 27, Gritt Ryder 25, Line Piechnik 11, Ivana Jovanovic 7, Amalie Langer 2, Sara Forsman Pedersen 2

Publiceret 25 April 2018 13:15

SENESTE TV