Flemming Green har fået en god start som Rungsted-træner. Foto: RSC

Flemming Green har fået en god start som Rungsted-træner. Foto: RSC

Rungsted kæmper med koncentrationen

Rungsted Seier Capital skal minimere udfaldene fra fredagens Herlev-kamp i den kommende uge mod SønderjyskE

Af
Joachim Højer Weichel

I fredags konsoliderede Rungsted Seier Capital-mandskabet sin førsteplads i Metalligaen med en sejr i Bitcoin Arena på 6-4 over Herlev Eagles.

Alligevel var glæden begrænset hos backen Oscar Schulze, der scorede i opgøret, da han følte, at det var selvforskyldt, at hjemmebaneholdet ikke lukkede kampen tidligere.

“Vi spiller egentlig ikke særlig godt - vi kan hvert fald gøre det meget bedre. Vi kan kæmpe meget hårdere, hvor vi også løber med tilbage,” fortalte det unge talent til RSC TV efter kampen.

“Vi begynder at tage det stille og roligt og arbejder ikke,” vurderede backen, der kom til fra Gentofte inden sæsonen.

Holdets næste kamp er dog først på fredag, hvor Rungsted-bussen skal en tur til Sønderjylland og SønderjyskE, og derfor har træner Flemming Green haft en uge til at rette op på indstillingen og få styr på eventuelle justeringer.

Sidst de to hold mødtes vandt jyderne tv-opgøret med 0-3, selvom de blev ramt af et hav af udvisninger. Rungsted-mandskabet skal dog ikke have lige så mange chancer denne gang, da powerplay-grupperne efterhånden har fundet hinanden.

Det har topscorerlistens nummer to, Charlie Sarault, blandt andet nydt godt af, og han er en nøglebrik i forhold til at få nordsjællændernes guldpuslespil til at gå op.

Publiceret 17 October 2018 07:00

SENESTE TV