Hørsholm reddede festdag med sejr i tæt kamp mod bundprop
Hørsholm 79ers-damernes status som ubesejret var i fare mod Stevnsgade på dagen, hvor man fejrede sidste sæsons mesterskab
Onsdag fejrede Hørsholm 79ers-damerne sidste sæsons mesterskab i selskab med fansene og to ungdomshold, der havde gjort dem kunsten efter, på en aften, hvor gæsterne fra Stevnsgade ellers gjorde alt for at ødelægge stemningen.
Således kom københavnerholdet flyvende fra start og førte 4-17, inden Hørsholm-mandskabet vågnede op fra deres dvale. Vi skulle dog først helt hen i kampens fjerde og sidste periode, før det lykkedes hjemmeholdet at tilbageerobre føringen og cementere, at de fortsat er landets bedste damemandskab med en sejr på 83-75.
Dermed er Hørsholm-damerne som det eneste hold i Dameligaen fortsat ubesejrede efter seks kampe.
Publiceret 29 November 2018 12:30