Forløsningen var total ved målstregen. Foto: Kasper Pedersen

Forløsningen var total ved målstregen. Foto: Kasper Pedersen

Ulykkesfugl fik luft under vingerne i sæsonens sidste løb

Ultraløberen Kasper Pedersen kvalificerede sig på ny til VM efter en mareridtssæson med skader og sygdom

Af
Joachim Højer Weichel

Kasper Pedersen fra Hørsholm har løbet gader og stræder tynde i de seneste par år for at opnå sine mål som triatlet. Tidligere på året gik ét af hans mål i opfyldelse, da han vandt et løb i Dubai, som kvalificerede ham til VM.

Uheldigvis kom Kasper Pedersen ud for en ulykke kort tid efter kvalifikationen til VM, og siden da har uheldet kostet ham seks måneders opslidende genoptræning, hvor hovedet er blevet sat på prøve.

“Det var svært at skulle melde fra til VM. At en uopmærksom bilist skulle ødelægge det, dét har været meget svært at acceptere og forstå,” fortæller den talentfulde triatlet om tiden efter ulykken.

Da han havde forliget sig med tanken om, at VM var glippet, begyndte den lange kamp for at vende tilbage i topform. Heldigvis fik Kasper Pedersen vendt hans uheld til et drive, der bragte ham tilbage.

“Min ulykke har kun givet mig så meget mere blod på tanden. Aldrig før, så har jeg følt mig så vred, sur og ked af det. De følelser har på en eller måde fået mig til at presse mig selv mere i træning og under konkurrence,” lyder det målrettet fra ulykkesfuglen.

Faktisk formåede Kasper Pedersen at komme tilbage i form inden årets udgang, og derfor drog han til Bahrain i starten af december for at deltage i et Ironman-stævne, som skulle vise sig at overgå hans vildeste fantasier.

Med efterveerne fra sin bilulykke og sygdom i kroppen lykkedes han alligevel med at vinde løbet, og dermed kvalificerede han sig til VM i Frankrig i 2019, som er den unge, håbefulde atlets sæsonmål i det nye år.

“I optakten havde jeg haft lungebetændelse, og jeg stoppede først med antibiotika dagen før. På race day kastede jeg op flere gange undervejs, og generelt følte jeg mig bare slet ikke rask eller frisk til at race i 30 graders varme,” fortæller triatleten, der nu kan bruge julen til at hvile kroppen og samle sig efter et begivenhedsrigt år.

Publiceret 22 December 2018 10:00

SENESTE TV