Rungsted vinder pokalen med 3-2 efter to mål i det sidste minut.

Rungsted vinder pokalen med 3-2 efter to mål i det sidste minut. Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Rungsteds doubledrømme får nyt liv med pokaltitel

Rungsted Seier Capital kan som Metalligaens tophold begynde at drømme om mere guld efter pokaltriumfen i weekenden

Af
Joachim Højer Weichel

I weekenden deltog Rungsted Seier Capital i afgørelsen af pokalturneringen, Final Four-formatet, hvor man først skulle slå Aalborg Pirates og derefter enten SønderjyskE eller Frederikshavn White Hawks.

Missionen lykkedes, for Aalborg, der havde hjemmebanefordel og et par tusinde supporteres støtte i ryggen, blev sendt ud af turneringen fredag aften med et nederlag på 2-5, som blev grundlagt i anden periode.

Her bragte Rungsted sig foran med to mål, og selvom hjemmebaneholdet reducerede til 2-1, inden perioden var færdigspillet, kom sejren aldrig i fare, eftersom nordsjællænderne cementerede sejren med yderligere tre mål i kampens sidste periode.

Derfor stod Rungsted-mandskabet i finalen for tredje år i træk, men for første gang hed modstanderen Frederikshavn White Hawks, der slog SønderjyskE med 2-1.

Finalen skulle vise sig at blive et kæmpestort drama, som Rungsted-mandskabet i sidste ende trak sig sejrrigt ud af opgøret, men længe så det ellers ud til, at de skulle tabe finalen for andet år i træk.

Således kom frederikshavnerne foran 2-0 i anden periode, og først i starten af tredje periode kom Rungsteds reducering. Vi skulle dog helt hen til kampens sidste minut, før den endelige forløsning kom.

Målmand Thomas Lillie var taget ud for at lægge ekstra pres på Frederikshavn, og det kastede den første fornødne scoring af sig. Dermed var kampen på vej i overtid, men Rungsteds svenskerkæde ville det anderledes og med en scoring med 36 sekunder igen beseglede Mattias Persson de to holds skæbner.

Frederikshavn White Hawks 2 Rungsted Seier Capital 3 (0-0, 2-0, 0-3)

2-1: #88 Bergman (#90 Persson, #40 Olsson)

2-2: #9 Fiddler (#15 Rosenthal, #76 Daly)

2-3: #90 Persson (#40 Olsson)

Publiceret 28 January 2019 10:16