Pokalsejren blev fejret med Rungsteds ungdomsspillere.

Pokalsejren blev fejret med Rungsteds ungdomsspillere. Foto: Fred Jacobsen

SE BILLEDERNE:

Pokalhyldest pakket ind i sejre

Rungsteds nuværende ishockeystjerner fejrede pokalsejr sammen med de kommende

Af
Fred Jacobsen

"Det er så den første," bemærkede Rungsted Seier Capitals Finn Rosenthal lørdag eftermiddag, da han stod med den store pokal, som det lokale ishockeyhold havde sikret sig i weekenden forud med en sejr over Frederikshavn.

Få minutter forinden stod pokalen midt i lokalet og var omringet af de spillere, der var med til vinde den. Plus - ikke mindst - en masse ishockey-børn, der var kommet for at hylde dem, de ser op til. Også borgmester Morten Slotved (K) - iført Rungsted-trøje og borgmesterkæde - samt Nadja Hageskov, formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget, var kommet forbi for at hylde det lokale ishockeyhold.

Det er et hold, der så pakkede pokalhyldesten ind i sejre. Først på 6-1 fredag over Frederikshavn, og så søndag eftermiddag med en sejr på 4-3 - igen på eget is - over Esbjerg Energy.

De to sejre placerer Rungsted Seier Capital på en solid førsteplads i Metalligaen, seks points foran nærmeste konkurrent SønderjyskE, som Rungsted møder på hjemmebane i næstsidste runde i grundspillet, fredag 22. februar.

Næste kamp er udekampen mod rivalerne fra Rødovre tirsdag 12. februar efter landskamp-pausen, hvor Rungsted i øvrigt har fem spillere med.

FAKTA

Sådan ser resten af grundspillet ud:

    12. februar: Ude mod Rødovre

    15. februar: Hjemme mod Aalborg

    19. februar: Ude mod Odense

    22. februar: Hjemme mod SønderjyskE

    24. februar: Ude mod Herlev.

Slutspillet begynder 8. marts.

Publiceret 04 February 2019 12:15