Thomas Lillie var en effektiv stopklods, da Rungsted her til aften sikrede sig det første danskie mesterskab efter 17 år.

Thomas Lillie var en effektiv stopklods, da Rungsted her til aften sikrede sig det første danskie mesterskab efter 17 år. Foto: Frank Cilius (Ritzau/Scanpix)

Fire på stribe: Rungsted dansk mester igen efter 17 år

Robin Bergman matchvinder i Vojens, hvor keeper Lillie spillede lige til guld

Af
Fred Jacobsen

En helt igennem stabil sæson kulminerede her til aften for Rungsted Seier Capital med den fjerde sejr i stribe over SønderjyskE. Og så er det en kendsgerning: Efter sidste års bronze kan Rungsted nu kalde sig dansk mester i ishockey efter 17 års ventetid.

Ud over at sejren i en udsolgt Frøs Arena med næsten 5000 tilskuere var en præstation i sig selv, var den også kronen på værket i en sæson med suveræn sejr i grundserien og pokaltitlen oven i. Og oven i købet mod SønderjyskE, som Rungsted i løbet af sæsonen havde det meget svært med.

Rungsted Seier Capitals guldhold efter 1-0 sejren i Vojens fredag aften.

Rungsted Seier Capitals guldhold efter 1-0 sejren i Vojens fredag aften. Foto: Frank Cilius Ritzau Scanpix

I en intens match viste Robin Bergmans scoring små syv minutter før tid efter powerplay sig at være guld værd.

Kampen bar præg af at det var sønderjydernes sidste chance for at holde sig inde i kampen om guldet. Hjemmeholdet lagde et tungt pres på Rungsted over det meste af kampen, og flere gange dansede pucken bogstaveligt talt på målstregen. Og resten tog Rungsted-keeper Thomas Lillie sig kærtligt af.

FAKTA

SønderjyskE – Rungsted Seier Capital: 0-1 (0-0,0-0,0-1), fjerde finalekamp:

53:14 0-1 Robin Bergman efter powerplay

Udvisninger:

SønderjyskE: 2 x 2

Rungsted Seier Capital: 4 x 2

Frøs Arena: 5000 tilskuere

Publiceret 19 April 2019 22:05