Anne i samtale med Anders Danielsen, landsholdstræner for pigegruppen.

Anne i samtale med Anders Danielsen, landsholdstræner for pigegruppen. Foto: Privat

Golf: Anne fra Rungsted tjente rangliste-points med udsigt til Eiffeltårnet

Stortalentet Anne Normann kom blandt de 16 bedste i prestigefyldt fransk turnering

Rungsted Golf Klubs 17-årige stortalent Anne Normann spillede i påsken International de France U21 på Saint Cloud i Paris og nåede frem til 1/8-finalen, som blev endestationen.

Turneringen er for spillere op til 21 år og havde deltagelse af et stærkt internationalt felt på 132 spillere.

Årets første

Det var årets første turnering for Anne Normann – hendes sidste turnering var i oktober 2018. Turneringen i Paris er højt rangeret og indgår i Solheim kvalifikationen; det er spillernes placering på verdensranglisten, der afgør, hvem der modtager en invitation.

I modsætning til Anne har en række af de sydeuropæiske spillere haft gode muligheder for at træne og spille turneringer i løbet af vinterhalvåret pga. deres varme klima – Anne har hele vinteren trænet ude og inde i Danmark og i øvrigt passet sin skole i 2.g på Rungsted Gymnasium.

Turneringen blev spillet som 36 hullers slagspilskvalifikation og dernæst hulspil for de 32 bedst placerede. Således var der ikke plads til mange udsving, da 100 spillere altså blev sorteret fra allerede efter 36 huller.

Stærk anden runde

I første kvalifikationsrunde gik Anne en 76’er, hvilket var i den del af feltet, der var uden for top-32. Anne var lidt rusten og runden blev skæmmet af to triple bogeys. I anden kvalifikationsrunde gik Anne dog en flot 69’er, som var to under banens par – og med samlet 145 slag rakte det til en flot 24. plads og avancement til knock-out fasen.

Her vandt Anne i 1/16 finalen i hulspil over italienske Virginia Bossi, som er #192 på kvindeverdensrangliste for amatører og som i kvalifikationen var blevet nummer ni. Anne var to under par og vandt på 17. hul.

1/8-finale blev desværre endestationen, da tabte Anne på 17. hul til italienske Anna Zanusso, som ligger nr. 145 på verdensranglisten.

Rykker op på rangliste

Anne optjente med sin flotte 1/8-finale point til verdensranglisten for kvindelige amatører (wagr), hvor hun er nummer 747. Anne skal spille flere internationale turneringer for at kravle op ad listen. Wagr listen opdateres ugentligt og Anne vil i løbet af ugen få et godt spring fremad på grund af resultatet5 i Paris.

"I Rungsted Golf Klub er vi meget stolte af at have landsholdsaktuelle Anne Normann i klubben og glæder os over at se hende på klubbens arealer alle de dage, hvor hun ikke er ude at spille turneringer," siger Club Manager Anders Møller.

Næste internationale turnering for Anne er German Girls i slutningen af maj.

Udsigt til Eiffeltårnet

Turneringen blev spillet på Saint Cloud-banen, der er en eksklusiv privat golfbane fra 1913, som fra flere huller har udsigt direkte til Eiffeltårnet, og som 14 gange har lagt græs til European Tour turneringen French Open. Banen er bl.a. karakteriseret ved meget store ondulerede greens.

Publiceret 24 April 2019 07:00