Mathias Rysgaard er ny Hørsholm-svømmer. Senest har vundet ved Danish Open og svømmet den hurtigste tid for danske svømmere ved sommerens stævner på langbane.

Mathias Rysgaard er ny Hørsholm-svømmer. Senest har vundet ved Danish Open og svømmet den hurtigste tid for danske svømmere ved sommerens stævner på langbane. Pressefoto

Danmarks hurtigste rykker til Hørsholm

Mathias Zander Rysgaard Hørsholm Svømmeforening

Når Hørsholm Svømmeforening tager hul på den nye sæson, bliver det med Danmarks hurtigste på 100 fri i bassinet.

21-årige Mathias Zander Rysgaard, skal nemlig repræsentere den lokale svømmeklub, hvor han uden tvivl bliver et stærkt kort.

"Jeg glæder mig til at repræsentere Hørsholm i fremtiden. Jeg er imponeret over deres udvikling over de seneste sæsoner, og jeg synes, det er et positivt miljø med godt sammenhold og gode mennesker omkring. Derudover glæder jeg mig til at være med til at skabe store resultater sammen med resten af Hørsholm svømmerne," siger Mathias Rysgaard i en pressemeddelelse fra Hørsholm Svømmeforening.

Han viste sin styrke og hurtighed ved her i slutningen af sæsonen at vinde Danish Open og svømme den hurtigste tid for danske svømmere ved sommerens stævner på langbane.

Skal fortsætte god udvikling

Ifølge Hørsholm Svømmeforening er det lykkedes gennem de seneste år at få oparbejdet et rigtig spændende klubmiljø i Hørsholm, som har tiltrukket mange dygtige svømmere, hvilket Mathias Rysgaard er det seneste stærke bevis på.

"Udover at Mathias Rysgaard kan være med til at skabe gode resultater for Hørsholm og derigennem noget opmærksomhed, ser vi gode muligheder for, at han kan være med til at fortsætte udviklingen af miljøet i klubben. Vi er glade for, at Mathias også ser en værdi i at kunne skabe drømme og mål for vores yngre svømmere ved at være en profil for klubben - samt dele ud af sin viden og erfaringer til de yngre svømmere," fortæller Lars Madsen, chef for konkurrenceafdelingen i Hørsholm Svømmeforeningen.

Drømmer stort

For den 21-årige elitesvømmer går planerne langt ud i fremtiden, og OL i både 2020, 2024 og 2028 er en del af Mathias Rysgaards drømme. På kort sigt vil han forsøge at kvalificere sig til EM på kortbane i Skotland, som afholdes i december måned.

Kvalifikationen skal svømmes hjem under DM på kortbane i november måned.

Herudover vil Mathias - sammen med de andre svømmere i Hørsholm - forsøge at skabe nogle store resultater for klubben. I første omgang skal der jagtes danske mesterskaber i diverse holdkapper. Men også de danske holdkap-rekorder drømmer klubben om at kunne slå indenfor de næste år.

"Det kræver hårdt og målrettet arbejde - men potentialet er bestemt til stede," vurderer Lars Madsen.

De seneste år har Mathias Rysgaard trænet på det Nationale Trænings Center, og det vil ikke ændre sig i fremtiden.

mt

Publiceret 12 August 2019 08:00