Den menneskelige omgang kæmpe bordfodbold er altid et hit ved DTU Science Parks årlige sportsfestival.

Den menneskelige omgang kæmpe bordfodbold er altid et hit ved DTU Science Parks årlige sportsfestival. Pressefoto

Forskerparken:

950 ansatte i skarp dyst

Sport, netværk og holdånd gør den årligt tilbagevendende sportsfestival hos DTU Science Park til succes

Der var bazooka-skydning, kæmpe mikado og menneskelig bordfodbold på programmet, da DTU Science Park fredag trak fulde huse til årets traditionsrige Sportsfestival for Forskerparkens 290 højteknologiske virksomheder og alle deres medarbejdere.

På denne dag er titler, kitler og jakkesæt skudt til højre til fordel for sport, netværk og holdånd.

950 medarbejdere deltog i sportslighederne, mens virksomhedernes direktører stod bag baren og fik en uformel snak med deres kollegaer og medarbejdere. Virksomhederne - som spænder bredt fra Chr. Hansen, der stiller med flere hundrede medarbejdere, til startups, som stiller med et enkelt hold - dystede i fem discipliner og sluttede dagen af med middag, fest og dans.

Det oplyser DTU Science Park i en pressemeddelelse.

Kollegialt sammenhold

Pharmalex, som var en af de deltagende virksomheder, får ikke bare meget ud af at deltage i selve Sportsfestivalen, men også planlægningen af dagen er god for det kollegiale sammenhold og holdånden i virksomheden.

Om dagen siger adm. direktør i Pharmalex Denmark, Torben Nørgaard:

"Vi deltager i Sportsfestivalen, fordi vi er en del af miljøet. Vi bruger Sportsfestivalen til to ting - det er sjovt at have en dag sammen, men det er også noget, vi glæder os til at planlægge i fællesskab. Vi har det skægt i planlægningen, og på selve dagen har vi det simpelthen så hyggeligt. Der er mange af os, der er inden for pharma-branchen, så vi møder rigtig mange tidligere kollegaer. Og vi har også mødt kommende medarbejdere og potentielle forretningspartnere i baren eller på sidelinjen".

950 medarbejdere i DTU Science Park deltog i de sportslige festlighederne.

950 medarbejdere i DTU Science Park deltog i de sportslige festlighederne. Pressefoto

Community i højsædet

Det er netop det helt særlige community for DTU Science Parks mange højteknologiske virksomheder, der er omdrejningspunktet for Sportsfestivalen.

I DTU Science Park netværker både virksomhedsejere og medarbejdere i forvejen på kryds og tværs med ligesindede virksomheder til faglige events og i forskellige faglige samarbejder.

Til Sportsfestivalen næres samarbejder og netværk gennem sociale og sportslige aktiviteter, som giver en anden dimension til det mere formelle:

"Med Sportsfestivalen i DTU Science Park bakker vi virksomhederne op med hensyn til både medarbejderpleje og fysisk aktivitet. Vi giver virksomhederne muligheden for en sportslig og hyggelig dag sammen med kollegaer og andre virksomheder. Og det sociale element virksomhederne imellem er en af grundstenene for at skabe rummet for et community, hvor højteknologiske virksomheder kan udvikle sig," fortæller Steen Donner, CEO i DTU Science Park, i pressemeddelelsen om motivationen for at holde den årlige Sportsfestival for Forskerparkens 290 virksomheder.

Publiceret 30 August 2019 11:08