For mindre end et halvt år siden vandt Rungsted Seier Capital den fjerde ud af fire finalekampe mod SønderjyskE og sikrede sig et dansk mesterskab efter 17 års tørke. I aften indledes titelforsvaret i Herning.

For mindre end et halvt år siden vandt Rungsted Seier Capital den fjerde ud af fire finalekampe mod SønderjyskE og sikrede sig et dansk mesterskab efter 17 års tørke. I aften indledes titelforsvaret i Herning. Foto: Frank Cilius, Ritzau/Scanpix

Efter europæiske tæsk:

Nu gælder det titelforsvar

Rungsted Seier Capital træder med forsinkelse ind i den danske Metalliga med to udekampe

Med lidt forsinkelse træder Rungsted Seier Capitals forsvarende danske ishockeymestre nu ind i titelforsvaret, når holdet sæsondebuterer i den hjemlige liga med to udekampe.

Det sker i dag, tirsdag 10. september ude mod Herning Blue Fox, og fredag 13. september følger så arvefjendeopgøret mod Rødovre Mighty Bulls i Rødovre.

Europæisk forberedelse

Rungsted har forberedt sig på den ny sæson med fire kampe i Champions Hockey League, hvor det senest blev til nederlag hjemme mod EV Zug fra Schweiz med 0-5 og siden med 2-4 mod HC Pilsen. De første kampe i henholdsvis Schweiz og Tjekkiet tabte Rungsted med henholdsvis 2-5 og 3-9.

Dermed slutter Rungsteds europæiske eventyr dog ikke: To gange i oktober, 8. på udebane og 15. på hjemmebane, afsluttes mødet med større ishockeynationers tophold med kampene mod Hämeenlinna fra Finland.

Publiceret 10 September 2019 07:17