Danmarks Naturfredningsforening i Hørsholm ønsker ikke en støjvold ved Hørsholm Golf og har klaget. Foto: Peter Mailand
Danmarks Naturfredningsforening i Hørsholm ønsker ikke en støjvold ved Hørsholm Golf og har klaget. Foto: Peter Mailand
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Støjvold handler om penge - ikke støj

Naturfredningsforening klager til Planklagenævnet over den store støjvold ved Hørsholm Golf

Når Hørsholm Golf snart går i gang med at bygge en 1,5 kilometer lang og op til otte meter høj støjvold ud mod Isterødvejen, handler det mere om penge end om støj.

Det mener Dansk Naturfredningsforening i Hørsholm (DN) og klager blandt andet derfor til Planklagenævnet over Lokalplan 157, som baner vej for det store anlægsprojekt, som blandt andet betyder, at der skal tilføres jord svarende til mellem 8000-9000 fyldte 30 tons lastbiler golfbanen ud mod Isterødvejen.

“Der vil ske en permanent forandring af det storslåede og varierede landskab,” forklarer Peter Skat Nielsen, formand for DN i Hørsholm, som mener, at man i stedet skulle sætte et gennemsigtigt støjværn op.

DN i Hørsholm mener også, at projektet slet ikke handler om støj, men om penge.

“DN gætter på, at behovet formodentlig findes i den økonomi, der er forbundet med at grundejeren vil modtage så enorme mængder jord”, skriver DN i sin klage og konkluderer, at “det primære formål er muligheden for at kunne modtage og deponere en stor mængde jord på området.”

Peter Ahrendorf, ejer af PA Ejendomme og manden bag støjvolden, bekræftede den 24. januar i Ugebladet, at støjvolden indgår i en handel med jord og fortalte, at Hørsholm Golf får volden, inkl. det omfattende entreprenørarbejde, som vil strække sig over et års tid, kvit og frit.

Peter Antonsen (BL), formand for Miljø- og planlægningsudvalget, afviser beskyldninger om, at det ikke skulle handle om støj.

“Vi har målinger på støj derude, der er ud over, hvad man ville acceptere, hvis vi i dag skulle anlægge en golfbane samme sted. Drivkraften er ikke økonomi, men støj,” siger Peter Antonsen til Ugebladet og oplyser, at han er bekendt med, at en jordhandel indgår i planerne om støjvolden.

DN i Hørsholm klager også over, at Hørsholm Kommune med det, Peter Skat Nielsen kalder en 'juridisk finesse', forsøger at undgå flere klager over projektet.

'Finessen' går ifølge DN-formanden ud på, at kommunen i lokalplanforslaget har indskrevet en paragraf, der gør, at der ikke skal søges særskilt tilladelse til projektet, der ligger i landzone. Han mener, at det er et paradoks, fordi kommunen så sent som i marts 2015 afviste en ansøgning netop om at søge landzonetilladelse.

“Så nu prøver man den anden vej rundt - og det betyder, at borgere afskæres fra en klagemulighed,” mener Peter Skat Nielsen.

Det er Peter Antonsen enig i, men afviser, at der er tale om en 'juridisk finesse'.

“Lokalplanen er beskrevet så detaljeret, at det overflødiggør en ekstra sagsbehandling. Skulle der klages i forbindelse med en ansøgning om landzonetilladelse, ville det i virkeligheden være præcist det samme, der så klages over. Det er den måde, vi laver lokalplaner i landzone på,” lyder Peter Antonsens forklaring.

Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side.

Publiceret: 22. Februar 2017 09:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere