Der kan være penge at spare, hvis man køber sommerhus om vinteren. Foto: Scanpix
Der kan være penge at spare, hvis man køber sommerhus om vinteren. Foto: Scanpix
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Stor rabat på sommerhuse i januar

De færreste tænker på sommerhuse netop nu, og derfor er det nemmere at presse prisen her uden for sæsonen

Af Troels Hein Bünger
thb@sondagsavisen.dk

Det kan være en god idé at slå til nu, hvis du er en af dem, der drømmer om at indtage det danske sommerland, når varmen – måske – vender tilbage om nogle måneder.

Netop nu er det således højsæson for at kunne presse sælger på prisen, når man investerer i et nyt sommerhus.

Målt over de seneste 10 år er det gennemsnitlige prisafslag på sommerhuse i januar på 9,1 procent af udbudsprisen, hvilket sammen med december er den største rabat, der gives hen over året.

Det viser beregninger, som boligportalen Boliga har foretaget for Søndagsavisen.

Kigger man på et sommerhus, som står til 1,5 millioner kroner, svarer det til, at man i denne måned kan presse prisen ned med 136.500 kroner. Venter man til maj, hvor sommeren står for døren, er den forventede rabat blot på 108.000 kroner.

"Der en del sælgere, der ikke vil beholde sommerhuset vinteren over, hvor man skal lukke af for vand, betale ejendomsskatter med videre, og de sælgere vil være nemmere at presse på prisen," siger Henrik Pedersen, indehaver i Home Nykøbing Sjælland.

Kun få fremvisninger

Han påpeger desuden, at der også er sælgere, der – hvis sommerhuset ikke er blevet solgt inden maj – vil være tilbøjelige til selv at tage endnu en sommer i huset, hvis den pris, der bliver budt, ikke er høj nok.

Og så betyder det også noget for prisen, at der er få fremvisninger her om vinteren.

"Aktivitetsniveauet er lavt, når vi taler fremvisninger i december, januar og februar måned, og først derefter begynder folk typisk at tænke, at de skal have et sommerhus til sæsonen og indleder jagten. Og de sælgere, der så er lidt pressede, vil være nemmere at få et afslag af, når der ikke er så mange købere," siger Henrik Pedersen.

Det er dog ikke alle steder i landet, at det nødvendigvis er nemmere at få rabat i vintermånederne.

"Vi har rigtig mange typehuse her, og det gør, at både købere og sælgere ved, hvad sommerhusene skal koste, og derfor er det, som jeg oplever det, ikke nemmere at få rabat på denne tid af året," siger Casper Pedersen, daglig leder af EDC Marielyst.

Priserne op

Sommerhusejerne var blandt de helt store tabere, da finanskrisen ramte i efteråret 2008. Her toppede priserne for hele landet med 18.379 kroner pr. kvadratmeter sommerhus ifølge tal fra Realkreditrådet – dog med store lokale forskelle som eksempelvis i Hornbæk, hvor kvadratmeterpriserne nåede over 40.000 kroner inden krisen.

Siden er sommerhuspriserne på landsplan kravlet under 14.000 kroner pr. kvadratmeter, og der har de ligget lige siden, selvom priserne for villaer og lejligheder har rettet sig pænt igen.

Står det til regeringen, er der dog en en hjælpende hånd på vej til sommerhuspriserne. I regeringsgrundlaget for den nye VLAK-regering foreslås det, at realkreditlånegrænsen for sommerhuse skal sættes op fra 60 til 75 procent.

"Det er et forslag, vi forventer os rigtig meget af, og som vi følger tæt. Nu skal det lige vedtages, men det gør da, at vi har tro på, at priserne udvikler sig positivt," siger Henrik Pedersen.

I regeringsgrundlaget fremgår det desuden, at muligheden for udlændinges køb af sommerhuse i Danmark skal undersøges nærmere for udvalgte områder.

Publiceret: 14. Januar 2017 06:00
Leveret af Lokalavisen
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere