Formand for det nye tryghedsudvalg i Hørsholm, Jan Klit (K), mener, vi skal passe på med ikke at bære til bålet med en dagsorden om, at det er farligt gå ude i Hørsholm efter det er blevet mørkt.
Formand for det nye tryghedsudvalg i Hørsholm, Jan Klit (K), mener, vi skal passe på med ikke at bære til bålet med en dagsorden om, at det er farligt gå ude i Hørsholm efter det er blevet mørkt.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Stor utryghed trods lav kriminalitet: Vi skal have trygheden tilbage

Selv om kriminaliteten i Hørsholm er lavere end nogensindem, så banker utrygheden på hos mange hørsholmborgere. Nu skal det konservative Jan Klit stå i spidsen for et særligt tryghedsudvalg, der skal genskabe folks tryghedsfølelse

Hvordan kan mange Hørsholmborgere gå og føle sig utrygge, når kriminaliteten i kommunen er lavere end nogensinde?

Det åbenlyse paradoks og tydelige misforhold skal nu afdækkes og analyseres indgående - og så skal det gerne munde ud i løsninger, der kan øge den generelle tryghed blandt Hørsholms borgere.

I spidsen for den opgave står det konservative byrådsmedlem Jan Klit, der til daglig arbejder hos Københavns Politi.

Han er udpeget som formand for 'Tryghedsudvalget', et såkaldt §17, stk. 4-udvalg, og denne valgperiodes politiske nyskabelse i Hørsholm.

Stor debat

Jan Klit mener, at udvalget er det første af sin slags, og før det reelt er trukket i arbejdstøjet har det allerede vakt interesse hos flere andre kommuner, som har henvendt sig.

“Der kørte jo en debat om utryghed hele efteråret. Primært på Kokkedal Station, men også andre steder i Hørsholm, herunder omkring Kulturhus Trommen og stranden i Rungsted. Og det sker i en tid, hvor kriminaliteten ikke har været lavere, og hvor det største problem på Kokkedal Station er tyveri af nummerplader. Hvorfor er folk alligevel utrygge, og hvad gør vi ved det. Det skal vi have klarhed over og forsøge at gøre noget ved,” oplyser Jan Klit.

Ingen lette løsninger

Han kan genkende nogle af de samme problemstillinger fra, da han var leder af lokalpolitiet i Hørsholm fra 2006 til 2008, og politiets seneste tryghedsmåling fra august underbygger også, at utrygheden hos folk er forholdvis høj.

Da Jan Klit under valgkampen talte med flere borgere, som gav udtryk for denne følelse af utryghed, plus han var med til en civil anholdelse af en indbrudstyv i Hørsholm, poppede idéen om et særligt udvalg op hos ham.

Det blev forelagt for den konservative gruppe og borgmester Morten Slotved, og efter kommunalvalget var det nye tryghedsudvalg en realitet.

Jan Klit har netop færdiggjort udvalgets kommissorium og satser på, at det kan blive godkendt på førstkommende byrådsmøde.

“Der er ingen lette løsninger på at genskabe tryghed. Hvis der var det, havde politiet skudt dem af sted for længe siden. Men jeg vil gerne kigge på de lavthængende frugter. Fx med at genetablere bænkene i venterummet på Kokkedal Station og fjerne lugesalget hos 7Eleven. Vi skal vende tingene lidt på hovedet, og måske var Thorkild Gruelunds forslag om navneændring ikke et skud i tågen,” lyder det fra Jan Klit.

Synligt politi

“Jeg ser også gerne, at vi får et par områdebetjente til Hørsholm. Måske en politiforretning i forbindelse med andre borgerfunktioner i kulturhuset. Her vil det være oplagt, at vi stiller et lokale til rådighed,” siger Jan Klit og pointerer, at han vil lægge pres på Nordsjællands Politi for at få mere synlighed i Hørsholm.

“Jeg vil ikke anfægte politiets arbejde, men jeg kan godt forstå menig borgers opfattelse af, at de er lang tid om at rykke ud eller slet ikke kommer. De har knappe ressourcer, men der er også plads til forbedringer,” mener han.

Vagter på den korte bane

Spørgsmålet om indsættelse af vagter mener Jan Klit ikke løser det grundlæggende problem, men det kan hjælpe på den korte bane, vurderer han.

“Jeg vil ikke udelukke vagter i en periode. Det kan skabe tryghed her og nu, og til en start være en udemærket løsning. Men jeg synes, det er mere interessant at finde årsagerne til, hvorfor unge uroelementer synes, det er spændende at samle sig forskellige steder. Det skal vi afdække. Derfor vil jeg også lytte meget til både Nordsjællands Politi og SSP.”

Mørketal og frygt

Et stigende antal indbrud og flere tricktyverier i Hørsholm er også faktorer, der fyrer op under følelsen af utryghed.

“Men vi skal heller ikke bære til bålet, for der er intet, der indikerer, at det er utrygt at færdes og bo i Hørsholm. Jeg synes, vi skal passe på med at sige, at her er farligt. Omvendt når der er borgere, der har en anden opfattelse, er det vigtigt at se på om, der er mørketal i forhold til politiets statistik. Om en masse mennesker ikke tør eller gider anmelde sager,” fastslår Jan Klit.

Han tror desværre aldrig, at man kan komme utrygheden helt til livs.

“Der er mange ting at arbejde med, men vi kan ikke redde verden, og vi skal være realistiske. Jeg håber, at vi kan få det ind i de fleste borgeres bevidsthed, at det faktisk er trygt at bo og færdes i Hørsholm, og vi med en indsats vil få borgerne til at opleve, at der er mindre utryghed,” fremhæver Jan Klit.

Ifølge hans oplæg skal Hørsholm Kommune agere knytnæve i processen med de eksterne medlemmer, han gerne ser i tryghedsudvalget.

Udover andre politiske medlemmer fra byrådet vil han gerne have repræsentanter fra den virkelige verden. Blandt andet fra DSB, politi, SSP, skolelærere, en kriminolog og repræsentant fra Fredensborg Kommune.

Publiceret: 09. Januar 2018 11:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt