Af Pernille Schnoor (S), formand for Børne- og Skoleudvalget:Kære forældre i Møllehuset.
En forælder i Møllehuset, Gitte Næsbøl Magnus, har rejst nogle spørgsmål til Børne- og Skoleudvalget i Hørsholm Kommune, og de også er blevet bragt i dagspressen.
Spørgsmålene går dels på hvilke økonomiske beregninger, som ligger til grund for Børne- og Skoleudvalgets beslutning om at indstille til lukning af Møllehuset, dels på hvorfor borgerne ikke kan få adgang til bilag, som administrationen har udarbejdet i forbindelse med behandling af kapacitetstilpasninger.
Jeg forstår godt, at disse spørgsmål bliver rejst og vil gerne svare. Derfor bliver dette brev sendt til alle forældre i Møllehuset og til dagspressen til orientering.
Mine korte svar til de spørgsmål, som er rejst, er:
1) Hørsholm Kommune lukker to daginstitutioner, fordi vi må tilpasse antallet af pladser med antallet af børn. Ved at lukke Møllehuset og Lions Hørsholm Park sikrer vi, at vores institutioner fortsat er robuste og pædagogisk bæredygtige. Beslutningen er truffet af et enigt Børne- og Skoleudvalg ud fra en samlet overordnet vurdering
2) Økonomi er ikke den primære årsag til at lukke de to institutioner. Der er derfor endnu ikke udarbejdet eksakte økonomiske beregninger på den besparelse, som lukningen af Møllehuset og Lions Hørsholm Park medfører. Disse beregninger bliver udarbejdet i forbindelse med de forestående budgetforhandlinger
3) Hørsholm Kommune vil undlade at offentliggøre de bilag, som Hørsholm Kommunes administration har udarbejdet i forbindelse med redegørelser om fremtidig dagtilbudsstruktur og kapacitet. Bilagene er interne arbejdspapirer, som indeholder vurderinger og analyser, og de er undtaget aktindsigt af hensyn til fortroligheden i det samarbejde, der er mellem kommunalbestyrelsen og administrationen.
Det var de korte svar. Jeg vil tillade mig at uddybe nedenfor:
Ad 1)
Jeg forstår udmærket frustrationen, som opstår, når ens børns institution skal lukkes. Lukningen handler ikke om at opnå besparelser, men om at tilpasse kapaciteten i vores dagtilbud ved at lukke de to institutioner. Det sker, fordi vi også fremadrettet ønsker robuste og pædagogisk bæredygtige institutioner.
Hvis børn og ansatte spredes ud på mange institutioner, kan det være svært at sikre god bemanding i hele åbningstiden, og der opstår nemt stor følsomhed i forbindelse med ferie og sygdom. Vi har nedjusteret normeringerne i de enkelte institutioner i de sidste år – det kan vi ikke blive ved med. Når børnetallet fortsat er faldende og prognoserne siger, at den tendens fortsætter, skaber vi en merkapacitet i alle vore dagtilbud. Det kan være OK i en periode, så vi kan klare udsving i børnetallet, men det er ikke en forsvarlig langsigtet løsning, når børnetallet fortsætter med at falde. Hvis vi fortsatte som hidtil, ville vi svigte de børn, vi gerne vil passe på.
For at undgå at skabe usikkerhed i samtlige dagtilbud om fremtiden traf Børne- og Skoleudvalget på sit møde den 22. maj 2012 en hurtig beslutning. Udvalget valgte at indstille to konkrete institutioner til lukning. På det ekstraordinære møde den 1. juni 2012 indstillede vi, at de to nævnte institutioner lukkes til næste sommer, heraf er Møllehuset den ene.
Som politikere er vi nødt til at se fremad og stille spørgsmålet: Hvilke institutioner vil i fremtiden bedst kunne løfte vores borgeres behov for dagtilbud? Geografisk spredning, variation af små og store institutioner, de fysiske rammer, omfanget af forestående renoveringer er nogle af de kriterier, Børne- og Skoleudvalget har truffet beslutningen på baggrund af. At valget faldt på Møllehuset og Lions Hørsholm Park har altså ikke én forklaring men bygger på en samlet politisk vurdering af hvilke institutioner, der fremover tilsammen bedst tilgodeser behovet.
At lukke to gode institutioner er ikke en nem beslutning. Ikke desto mindre er det uomtvisteligt, at vi må lukke institutioner, hvis vi skal bruge vores ressourcer på området bedst muligt. Det er dét, vi som politikere er valgt til.
Ad 2)
Der er ikke fortaget udregninger i kroner og øre på, hvad Hørsholm Kommune sparer ved at lukke de to institutioner. Umiddelbart vil lukningen afstedkomme færre udgifter til el, vand, varme, vedligeholdelse og lederlønninger.
Ad 3)
De lukkede bilag, som Gitte Næsbøl Magnus nævner i sine spørgsmål, knytter sig til en redegørelse fra administrationen om nuværende og fremtidig kapacitet og dagtilbudsstruktur. Redegørelsen er bestilt af kommunalbestyrelsen ved sidste budgetforhandling med henblik på at drøfte den ved de kommende budgetforhandlinger for 2013-2016. Redegørelsen indeholder forskellige scenarier for kapacitetstilpasning med konkrete forslag, som samlet vil blive drøftet under de kommende budgetforhandlinger.
At skabe fremtidens daginstitutioner kræver nøje overvejelse og grundig analyse. For at skaffe det bedste grundlag for en drøftelse og beslutning er det i visse tilfælde nødvendigt at kunne samarbejde i fortrolighed, så alle muligheder og perspektiver kan blive bragt frem i lyset. Derfor sker det en sjælden gang – som i dette tilfælde - at Hørsholm Kommune vælger at lukke bilag for offentligheden.
Bilagene er interne arbejdspapirer, som i overensstemmelse med offentlighedslovens § 7 ikke er omfattet af retten til aktindsigt.
Hørsholm Kommune vurderer yderligere, at indholdet af faktiske oplysninger, jfr. offentlighedslovens § 11 ikke har betydning for den videre behandling af sagen om dagtilbudsområdets fremtid - herunder kapaciteten. Derfor undlader Hørsholm Kommune at offentliggøre bilagene.
Publiceret: 15. Juni 2012 11:45