Kommunalvalg 2017
Kristin Arendt (K), Ove Petersen (V) og Nadja Hageskov (K) er de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har haft mest fravær i denne valgperiode.
Kristin Arendt (K), Ove Petersen (V) og Nadja Hageskov (K) er de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har haft mest fravær i denne valgperiode.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ugebladet undersøger: Disse politikere var mest væk

Konservative og Venstre topper liste over mest fravær til møderne

Sådan gjorde vi

Hørsholm Kommune fører ikke en samlet statistik over, hvem der møder eller ikke møder op til kommunalbestyrelsens og udvalgenes møder. Der er også forskellige metoder at registrere fravær på:
1. Det registreres i referatet øverst under dagsordenspunktet 'Meddelelser'.
2. Det registreres under hvert enkelt dagsordenspunkt.
Det kan således være, at et medlem har været fraværende under enkelte punkter, men ikke hele mødet.
Vi har været samtlige dagsordensreferater igennem i det omfang, Hørsholm har lagt dem ud hjemmesiden www.horsholm.dk
Vi har set bort fra delvist fravær, altså politikere der kommer efter mødets start eller forlader mødet før, men har registreret et helt fravær, når det har omfattet mindst 75 % af dagsordenspunkterne.

Det er kommunalbestyrelsens største partier, Konservative og Venstre, der topper listen over fravær til møderne i kommunalbestyrelse og politiske udvalg i den seneste periode.

Tre politikere, to fra Konservative og en fra Venstre, har i perioden været væk i ca. hvert tredje og hvert femte møde de seneste fire år, viser Ugebladets undersøgelse.

På udvalgssiden topper Nadja Hageskov (K) med et fravær i 21 af de 66 møder, Økonomiudvalget holdt, mens ti af 44 møder i Miljø- og planlægningsudvalget fandt sted uden Ove Petersens (V) deltagelse, som dermed når op på et fravær på over 22 procent. I kommunalbestyrelsen er det Kristin Arendt (K), der har det hyppigste fravær: Hun meldte afbud til ti af 50 møder, svarende til 20 procent.

Nadja Hageskov (K) topper listen over fravær til udvalgsmøder. Hun har meldt afbud til ca. hvert tredje møde i Økonomiudvalget.
Nadja Hageskov (K) topper listen over fravær til udvalgsmøder. Hun har meldt afbud til ca. hvert tredje møde i Økonomiudvalget.

Det er i den høje ende

Kommunalforsker ved Danmarks Medier- og Journalisthøjskole, Roger Buch, vurderer, et fravær på mellem 20 og 30 procent for at være “i den høje ende”, men siger også, at et højt fravær i en stor grupper er mindre alvorligt end i en lille, fordi der i en større grupper finder en slags 'specialisering' sted, så der “altid er nogen til at tage sig af en sag.”

Ove Petersen (V) havde et fravær på godt 22 procent til møderne i Miljø- og planlægningsudvalget.
Ove Petersen (V) havde et fravær på godt 22 procent til møderne i Miljø- og planlægningsudvalget.

Har pligt til at møde op

Borgmester Morten Slotved (K) understreger, at politikerne er valgt på et borgerligt ombud og derfor har pligt til at deltage i møderne. Han har ikke i sin tid som borgmester taget tilløb til at sanktionere et for stort fravær eller haft samtale med en eller flere politikere om det. Og han siger, at det er gruppeformændene, der, om nødvendigt, må tage fat i det, hvis det er et problem.

Kristin Arendt (K)
Kristin Arendt (K)

Inden for rammen

At hans egne partifæller Nadja Hageskov og Kristin Arendt er blandt politikerne med det største fravær, bekymrer ham ikke.

“Jeg oplever engagement og et godt fremmøde. Det er jeg tryg ved. Jeg er faktisk overrasket over, at fraværet generelt ikke er højere. Det er inden for rammen. Det er jeg egentlig lidt stolt over,” siger Slotved til Ugebladet.

Borgmesteren betegner kommunalbestyrelsesmøderne for de vigtigste, fordi “det er her, vi skal stå på mål for det, vi bedriver,” og tillægger det betydning, at den otte personer store konservative gruppe betyder, at partiet altid er repræsenteret med én eller flere i for eksempel udvalgene.

Må passe civilt job

Nadja Hageskov (K) er noteret for et fravær på 31,8 procent (21 ud af 66 møder) i Økonomiudvalget.

“Den enkle forklaring er, at jeg også har et civilt arbejde at passe, og selv om jeg har en fleksibel arbejdsgiver, er det ikke altid foreneligt at få fri om formiddagen. Det er sådan virkeligheden er,” siger Nadja Hageskov, der arbejder som hjemmesygeplejerske i Rudersdal Kommune og skal søge om tjenestefri uden løn.

Hun mener ikke, at det høje fravær går ud over hendes politiske indsats, og som en del af en stor gruppe er de konservative altid repræsenteret.

“Jeg siger ikke, at det er ok med højt fravær, og jeg ville være udfordret, hvis jeg var radikal og alene. Men i det hele taget er det en udfordring at få ens arbejds- og politiske liv til at hænge sammen,” understreger hun.

I gang med uddannelse

Kristin Arendt, periodens 'fraværsdronning' i kommunalbestyrelsen, mener, at hendes fravær er forsvarligt og til at forklare.

“Jeg begyndte på en It-diplomuddannelse på et tidspunkt, som krævede tid. Alle fravær har været lovligt forfald. Jeg gjorde ikke uddannelsen færdig og sprang fra for at få mere tid til politik. Politik er et tilvalg for mig,” forklarer Kristin Arendt, for hvem denne periode er hendes første.

Hun føler sig “hamrende priviligeret” over at være del af en større gruppe og minder om, at politik er en læringsproces.

“Jeg er kommet mere ind i det og er mere engageret nu,” mener hun og forsikrer, at statistikken “ser anderledes ud om fire år, hvis det går, som jeg ønsker.”

Kristin Arendts sidder også i Sundhedsudvalget med et fravær på 6 af 35 møder (17,1 %), mens hun kun har misset 'hjertebarnet', Miljø- og planlægningsudvalget, i tre af 44 møder (6,8 %).

Ramt af sygdom

Venstres Ove Petersen er ikke mødt op til 10 af Miljø- og planlægningsudvalgets 44 møder. Det giver et fravær på 22,7 procent over de fire år.

“Jeg har været syg med prostatakræft og er gået til kontrol på sygehuset på de tidspunkter, hvor møderne har ligget. Det har været helt nødvendigt for mig,” forklarer 75-årige Ove Petersen.

Han erkender, at det selvfølgelig ikke er godt med et højt fravær, og det går også ud over den politiske indsats, selv om han altid har læst op på lektien og talt med partifæller om sagerne. “Sammen med min alder er det også derfor, at jeg nu trækker mig og ikke genopstiller,” siger Ove Petersen til Ugebladet.

Publiceret: 14. November 2017 10:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt