Kommunalvalg 2017
Forældre fra Ulvemosehuset arbejder ihærdigt på at overbevise politikerne om, at det er en dårlig idé at sælge huset, hvor deres daginstitution er. Blandt i forbindelse med et kommunalbestyrelsesmøde.
Forældre fra Ulvemosehuset arbejder ihærdigt på at overbevise politikerne om, at det er en dårlig idé at sælge huset, hvor deres daginstitution er. Blandt i forbindelse med et kommunalbestyrelsesmøde.
Foto: Fred Jacobsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ulvemosehuset: Nu skal sagen frem i lyset

“Læg den frem, så alle kan se, der ikke er foregået noget fordækt,” mener Venstres Annette Wiencken og Anne Ehrenreich om salget af Fritidshuset og Ulvemosehuset

Venstres kommunalbestyrelsesmedlemmer Anne Ehrenreich og borgmesterkandidat Annette Wiencken vil have Hørsholm Kommune til at offentliggøre den hensigtserklæring, der er blevet sagt og skrevet meget om i forbindelse med det planlagte salg af Fritidshuset og Ulvemosehuset.

“Jeg synes, vi er gået for langt i kravet om tavshedspligt og mener derfor, at hensigtserklæringen skal lægges frem, så alle kan se, der ikke er foregået noget fordækt,” siger Venstres borgmesterkandidat Annette Wiencken.

Hun har sammen med Anne Ehrenreich rettet henvendelse til borgmester Morten Slotved for at få de dele af sagen lagt frem, som kan lægges frem.

Det skal de dog ikke regne med, siger borgmester Morten Slotved.

LÆS OGSÅ: DEBAT: Lad os få hensigtserklæringen offentliggjort

Ubegribeligt krav

“Anne og Annette har fået alt at vide, og Annette Wiencken sidder selv i Økonomiudvalget og ved, at det kan vi ifølge kommunalfuldmagten ikke. Så det er slet og ret nej herfra,” siger Slotved og undrer sig.

“Jeg er overrasket over, at et medlem af Økonomiudvalget kan komme med sådan noget. Det finder jeg faktisk ubegribeligt,” tilføjer borgmesteren.

LÆS OGSÅ: DEBAT: Fuld indsigt i kommunens planer - ja, selvfølgelig

Politikere pålagt tavshed

Ifølge Annette Wiencken drejer den efterhånden meget omtalte hensigtserklæring sig om, at Økonomiudvalget har givet borgmesteren bemyndigelse til at forhandle med personer eller selskaber, der er interesserede i at købe grunden med Fritidshuset og Ulvemosehuset.

Den øvrige kommunalbestyrelse er orienteret om dette og fik efter et økonomiudvalgsmøde 28. september pålagt tavshedspligt i sagen. Derud over har “ mellem 10 og 15” ifølge borgmesteren henvendt sig om grunden.

Borgmester bemyndiget

“Ja, det siger han jo, men dem har jeg ikke set. Hvad jeg ved er, at Økonomiudvalget er blevet præsenteret for et firma og at borgmesteren er bemyndiget til at forhandle en hensigtserklæring med vedkommende,” oplyser Annette Wiencken. Hun understreger, at en udvikling af grunden kun kan ske efter at der er udarbejdet en lokalplan og et efterfølgende udbud.

Du siger, at hensigtserklæringen skal fremlægges, så alle kan se, der ikke er foregået noget fordækt. Er der grund til at tro det?

“Det er blevet problematiseret, at der er sket noget fordækt. Det skal der ikke. Der skal ikke nævnes navne eller noget, det ville være konkurrenceforvridende.”

Igen: er der grund til at tro, der er sket noget fordækt?

“Nej, der er ikke nogen mistanke om, at der er noget fordækt.”

Hvorfor går du, med din viden, ikke bare ud og siger: 'Nej, der er ikke sket noget for fordækt'.

“Det kunne jeg også godt gøre. For mig bekendt er der ikke sket noget fordækt.”

Bærer du så ikke ved til det bål, der problematiserer, at der skulle foregå noget fordækt, ved ikke at bruge din viden til at slå fast, at det er der ikke?

“Mener du, jeg bærer ved til det bål?”

Jeg mener ikke noget. Jeg spørger.

“I min logik er det sådan her: Læg det nu frem, så alle kan de, at der ikke er sket noget fordækt. Jeg synes, der for en sikkerheds skyld er blevet skrabet for store bunker sammen af fortrolighed. Der er for mange lukkede sager. Det er den dagsorden, vi er ude i.”

Publiceret: 07. November 2017 11:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere