Underkrop hang ud af sidedør:

Taxachauffør slæbte kunde 300 meter hen ad asfalten

Af
Jesper Lundh

Med underkroppen hængende ud af højre sidedør blev en taxakunde slæbt 300 meter hen ad asfalten efter en hyrevogn, efter at han havde været oppe at skændes med chaufføren om regningen.
Dramaet skete på Usserød Kongevej i Hørsholm kort før klokken 6 om morgenen den 9. september - og nu skal taxachaufføren i retten. Tiltalen lyder på grov hensynsløs kørsel og på at efterlade kunden i hjælpeløs tilstand.
Den dengang 41-årige kunde var på vej hjem fra et værtshusbesøg, da han blev uvenner med chaufføren. Da parterne ville skilles, havde kunden glemt sin mobiltelefon på sædet, men da han forsøgte at få fat i den, gassede den 55-årige taxachauffør op og kørte af sted med kunden hængende ud af sidedøren.
Kunden slap angiveligt uden knoglebrud, men var hårdt medtaget af hudafskrabninger på både fødder, ben og arme.
Et vidne overværede balladen og er formentlig indkaldt til retsmødet.

Se også tv-indslaget: Taxachauffør fik sat kniv for struben
Chaufføren blev anholdt senere på morgenen. I september hævdede han over for politiet, at han havde standset bilen længere fremme for at sikre sig , at kunden ikke var kommet alvorligt til skade.
Ifølge anklageskriftet kørte taxaen ad Ellevej, Frennevænget, Mortenstrupvej og til højre ad Usserød Kongevej i Hørsholm inden den 41-årige passager faldt helt ud af bilen.

null

Publiceret 09 January 2013 16:44