33-årig flygtning overfaldet med kniv af to mænd

Stort politiopbud på Stampevej vakte torsdag opsigt

Af
Morten Timm

Morten Timm

Det var uoverensstemmelser om et nystartet firma, der torsdag kl. 12.35 førte til et knivoverfald mod en 33-årig mand og en større politiudrykning til Stampevej i Hørsholm.

"Vi fik en anmeldelse om, at der var anvendt våben og en person blev tilbageholdt af gerningsmænd. Derfor rykkede vi ud med flere patruljer og betjente bevæbnet med maskinpistoler," oplyser politikommissær Martin Friis om gårsdagens voldsomme episode, der sammenholdt med politiopbuddet skabte utryghed i kvarteret.

Den 33-årige, der bor på Stampevej i en villa for flygtninge, pådrog sig snitsår på venstre arm, da han forsøgte at afværge knivstikkene fra to gerningsmænd, som politiet her til formiddag endnu ikke har fået fat på.

Politiet kan heller ikke for nuværende oplyse, hvor knivoverfaldet fandt sted.

Publiceret 01 June 2018 12:00