Se ugens politirapport:

Armani-mand og trusler fra en Bentley-mand

Uddrag fra Nordsjællands Politis døgnrapport for Hørsholm og omegn

COMPUTERTYV Ved et indbrud i et kontor på Hovedgaden i Hørsholm mandag kl. 13.19 listede en eller flere ukendte gerningsmænd ind på kontoret og stjal to computere. En nogenlunde enslydende anmeldelse indløb klokken 14.47 fra en virksomhed på Håndværkersvinget, hvor en eller flere ukendte gerningsmænd ligeledes var løbet med en computer. En medarbejder fra virksomheden på Håndværkersvinget mødte en mørklødet mand på trappen, som ikke hørte til i bygningen, kort inden tyveriet blev opdaget, og denne mand kan muligvis have noget med den manglende computer at gøre.

INDBRUD i en lejlighed på Strandbjerg i Rungsted, begået fra mandag 25. marts kl. 19.30 til tirsdag 26. marts kl. 10. Nederste dørfyldning udtaget på terrassedør. Ikke overblik over stjålne effekter ved anmeldelsen.

NARKOKØRSEL En 18-årig mandlig bilist fra Nivå blev standset af en patrulje tirsdag 25. marts kl. 22.40 på Mariehøj, hvor et narkometer afslørede, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Den 18-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel.

SPIRITUSKØRSEL En 53-årig mand fra Hørsholm blev tirsdag 25. marts kl. 18.34 taget for spirituskørsel på Usserød Kongevej. Efter patruljens alkometertest blev han anholdt og taget med på stationen for at få taget blodprøve.

NARKOKØRSEL UDEN FØRERRET Tirsdag 25. marts kl. 10.40 blev en 19-årig mandlig bilist fra lokalområdet anholdt og sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev standset af en patrulje på Nivåvej ved Kongevejen. I forvejen havde den 19-årige et kørselsforbud og blev desuden sigtet for kørsel uden førerret.

ARMANI-MANDEN IGEN Den såkaldte Armani-mand slog tirsdag 25. marts kl. 12.30 til igen i Hørsholm, hvor han ved Kongevejscentret kontaktede en 80-årig mand fra Allerød, hvor han udgav sig for at være italiensk sælger på vej til lufthavnen efter at have været på tøjmesse. Han spurgte den 80-årige om vej til lufthavnen for bagefter at tilbyde ham syv Armani-jakker til en fordelagtig pris. Den ældre mand takkede pænt nej nej til tilbuddet, men tilbød at køre mod lufthavnen for at vise ham på rette vej. Det havde dog ikke tøjsælgerens interesse, der hurtigt forsvandt i en sort bil, formentlig en firhjulstrækker.

TRUEDE ANSAT En mand optrådte tirsdag 25. marts kl. 22.40 truende overfor en 7Eleven-medarbejder på Kokkedal Station og kaldte medarbejderen for diverse ukvemsord. Han var sammen med en anden, og de afviste at vise deres id i forbindelse med køb af cigaretter. Da politiets patrulje ankom til stedet, var de to personer væk. Signalementet lyder: A: Mand, 20-25 år, dansk af udseende, 170-175 cm høj, hvid i huden, lyst hår og med skæg på hagen. Han var iført sort jakke og blå cowboybukser. Talte dansk. B: Dreng, 16-17 år, mellemøstlig af udseende, 16-17 år, 165-170 cm høj og brun i huden.

FAMILIETYVE Et forældrepar fra Hørsholm, en 55-årig mand og en 51-årig kvinde med to børn begik onsdag 27. marts klokken 21.10 tyveri i Netto på Hovedgaden i Hørsholm. Tyveriet foregik ved at forældrene og det ene barn, en 15-årig pige, gemte varer i moderens taske. Det blev dog opdaget og sigtet for tyveriet.

LYGTETYV Fra to Mercedes-biler, som holdt parkeret på Vallerød Banevej, er der mellem torsdag 28. marts kl. 21.00 og fredag 29. marts kl. 06.51 stjålet forlygter samt en airbag.

INDBRUD To mænd brød klokken 01.44 natten til fredag 29. marts ind i en lejlighed på Piet Heins Vej i Rungsted. De to mænd blev set på overvågning og beskrives som A: mand, 170-190 cm høj, mørke bukser, lys kasket, lysere jakke end bukser. B: mand, 170-190 cm høj, mørke bukser, lysere jakke end bukser, formentlig trøje under jakke eller lang jakke. Der blev umiddelbart ikke stjålet noget i forbindelse med indbruddet.

INDBRUD Ved et indbrud i Nordsjællands Grundskole og Gymnasium er der stjålet kontanter fra et skab i et klasselokale. Indbruddet er sket mellem mandag 25. marts kl. 18.30 og tirsdag 26. marts kl. 08.00.. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven – eller tyvene – er kommet ind.

TRUSSEL En bilist følte sig så generet af en cyklist, at han fredag 29. marts truede en 25-årig mandlig cyklist fra København med at køre ham ned. Episoden skete mellem klokken 14.00 og 15.00 på Stumpedyssevej ved rundkørslen mod Isterødvej, hvor den 25-årige cyklede på vejbanen. Det fik bilisten til at stoppe og gentagne gange true cyklisten. Episoden blev anmeldt til politiet søndag. Bilisten beskrives som en mand, dansk af udseende, 50-60 år gammel, 180-185 cm høj og almindelig af bygning med kort, gråt hår. Han var iført hvid skjorte, sorte eller blå bukser, briller, og guldarmbåndsur. Manden kørte i en blå Bently, muligvis af ældre årgang.

INDBRUD i villa på Dreyersvej fredag 29. marts mellem kl. 15.45 og kl. 21. Rude knust på 1. sal. Stjålne genstande: Intet overblik.

Kilde: Nordsjællands Politi

Publiceret 01 April 2019 15:00