Hørsholm har været plaget af mange indbrud i den seneste uge, viser uddrag fra Nordsjællands Politis døgnrapport.

Hørsholm har været plaget af mange indbrud i den seneste uge, viser uddrag fra Nordsjællands Politis døgnrapport. Modelfoto

Se ugens politirapport:

Ugen fuld af indbrud og en fupmager

Uddrag fra Nordsjællands Politis døgnrapport for Hørsholm og omegn fra den forgangne uge

INDBRUD i en villa på Strandbjerg, Rungsted Kyst, fredag 20. september kl. 21.41. Vindue opbrudt. Ikke overblik over stjålne genstande.

INDBRUD i et hus på Smidstruplund, Vedbæk, lørdag 21. september kl. 16 og 22.45. Opbrudt dør. Umiddelbart ikke noget stjålet.

INDBRUD To vinduer opbrudt i en villa på Havevej i Hørsholm, fredag 20. september kl. 22 til lørdag 21. september kl. 10. Der blev stjålet udenlandsk valuta.

INDBRUD Smykker og sølvtøj stjålet ved et indbrud i en lejlighed på Gl. Hovedgade i Hørsholm, begået mellem fredag 20. september kl. 17.15 og lørdag 21. september kl. 01.22. En rude i terrassedør aflistet.

INDBRUDSFORSØG i en villa på Højdevang i Hørsholm, fredag 20. september kl. 23 til lørdag 21. september kl. 8. Aflistning af vindue til stue. Umiddelbart ingen indstigning.

INDBRUD Tasker stjålet ved et villaindbrud på Løvvænget, Rungsted Kyst, fra fredag 20. september kl. 6 til 21. september kl. 14. Rude i terrassedør aflistet.

INDBRUD Nøgleboks opbrudt og indtrængen i villa på Lange-Müllers Alle, Rungsted Kyst, i perioden fra lørdag 14. september kl. 12 til lørdag 21. september kl. 14. Smykker og kontanter stjålet.

INDBRUD i villa på Stampetoften i Hørsholm søndag 22. september kl. 03.06. Havedør opbrudt. Ikke overblik over stjålne genstande.

INDBRUD To personer iført grå elefanthuer, lyse jakker og grå bukser eftersøges efter indbrud i hus i Folehaveparken i Hørsholm lørdag 21. september kl. 22.06. En rude i terrassedør taget ud. Ikke overblik over stjålne genstande.

INDBRUD Et vindue opbrudt på 1. sal i villa på Sophienbergvej, Rungsted Kyst, fra søndag 22. september kl. 12.30 og mandag 23. september kl. 01.12. Smykker stjålet.

URO Fredag 20. september kl. 00.25 modtog politiet en anmeldelse om, at flere unge gik rundt på Vedbæk Station og urinerede på parkerede biler, skubbede til cykler og hoppede over togskinnerne. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf seks unge mennesker. Det kunne dog ikke fastslås med sikkerhed om det var gerningspersonerne, men patruljen valgte derfor at formane de unge om ordentlig opførelse og at gå hjem i seng.

TØJFUP Der har været stille om Armani-manden siden før sommerferien, men torsdag 19. september ved 14-tiden var han tilbage i lokalområdet. Her forsøgte han at prakke en 57-årig mand fra Rungsted nogle jakkesæt på. Den 57-årige oplyser, at han ved gågaden blev kontaktet af en yngre mand med sydeuropæisk udseende, der kom kørende og rullede vinduet ned og tilbød ham mærkevaretøj til en god pris. Som tidligere fortalte han historien om, at han var på vej til lufthavnen efter at have været til modeshow. Rungstedborgeren afviste tilbuddet. Andre, der ikke gjort det, har betalt for falske jakkesæt. Armina-manden beskrives som ca. 35 år, sydeuropæisk af udseende, ca. 175 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden med kort sort hår og skægstubbe. Han var iført sort skjorte, sort slips og sort habitjakke. Han talte engelsk.

RAZZIA Uopmærksomhed hos bilister er et stigende problem, og torsdag 19. september mellem kl. 16.30 til 17.30 slog Nordsjællands Politi til med en målrettet indsats på både Fredensborg Kongevej og Usserød Kongevej mod uopmærksomhed i trafikken. En bilist blev sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon, mens tre andre bilister lige fik fortalt, at det også er uopmærksomhed, når man sidder og kigger i papirer, i en notesbog eller smører håndcreme ind under kørslen.

TYVERI FRA BIL To Macbooks og en iPhone blev onsdag 18. september fra kl. 13.15 og 14.19 stjålet fra parkeret bil på Rungsted Strandvej. Tyven(e) knuste en rude i passagersiden.

FÆRDSELSUHELD Tre biler var onsdag 18. september kl. 18.55 impliceret i et færdselsuheld på Fredensborg Kongevej ved Vejenbrødvej i Kokkedal. En 73-årig mandlig bilist fra Nivå kom kørende ad Vejenbrødvej, og da han skulle dreje ud på Fredensborg Kongevej påkørte han en 69-årig mandlig bilist fra Fredensborg. Ved sammenstødet mistede den 69-årige mand kontrollen over sin bil og ramte ind i en tredje bil, der blev kørt af en 36-årig mand fra Kokkedal. Umiddelbart slap alle tre fra uheldet uden personskader, men det skabte en del trafikale problemer. Brandvæsenet måtte også rykke ud og rydde op efter oliespild på kørebanen.

INDBRUD En indbrudstyv stak halen mellem benene, da personen onsdag 18. september forsøgte at opbryde et vindue til en villa på Stakkeledet i Hørsholm og opdagede, at der var nogle hjemme i huset. Indbrudsforsøget skete i tidsrummet fra midnat til kl. 7.30.

INDBRUD Et vindue til et kontor i en villa på Sophienbergvej, Rungsted Kyst, blev opbrudt i perioden fredag 13. september kl. 12 til tirsdag 17. september kl. 9. Smykker stjålet.

Kilde: Nordsjællands Politi

Publiceret 23 September 2019 17:30