Uddrag fra ugens politirapport hos Nordsjællands Politi for Hørsholm og omegn.

Uddrag fra ugens politirapport hos Nordsjællands Politi for Hørsholm og omegn. Modelfoto

Se ugens politirapport:

Biler ribbet, hundeuheld og tricktyv i børnehave

TYVERI FRA BILER Ukendte gerningsmænd er brudt ind i flere biler hos Autohuset Hørsholm i Kokkedal Industripark og stjålet bilernes rat. Tyveriet er sket mellem lørdag 28. september kl. 18 og søndag kl. 10.15, hvor bilerne fik knust sideruderne.

INDBRUD Der blev stjålet tasker, tørklæder og smykker fra en villa på Sophienbegvej, Rungsted Kyst, i perioden fra lørdag 21. september kl. 9 til fredag 27. september kl. 15. Et soveværelsesvindue opbrudt.

INDBRUD i en villa på Schæffersvej i Hørsholm, begået mellem fredag 27. september kl. 17 og søndag 29. september kl. 21.45. Ukendt indbrudsmetode og ikke overblik over tyvekoster ved anmeldelsen.

INDBRUD En rude i soveværelse aflistet ved indbrud i villa på Knudsvej, Rungsted Kyst. Begået i perioden fra torsdag 19. september til søndag 29. september kl. 19.20. Ikke overblik over stjålne genstande ved anmeldelsen.

INDBRUD Smykker og computer blev stjålet ved villaindbrud på Hulsø Ege i Rungsted Kyst i tidsrummet søndag 29. september kl. 15 til mandag 30. september kl. 01.20.

CYKLIST I HUNDEUHELD En mandlig cyklist måtte onsdag 25. september en tur på skadestuen til kontrol efter han på cykel var stødt ind i en hund og væltet af cyklen. Uheldet skete kl. 10.06 på Kong Georgsvej mellem Rungsted og Vedbæk. En patrulje på stedet konstaterede, at cyklisten blødte, og den tilkaldte ambulance bragte ham til skadestuen. Det er ikke oplyst, hvad der skete med hunden og hvorvidt den var i snor på uheldstidspunktet.

GRAFFITI To unge mænd blev onsdag 25. september kort før kl. 18.16 se male graffiti ved vendesporet på Nivå Station. Forinden havde de stået i vejen for et tog, som måtte bruge 'hornet', før de løb fra sporet og toget kunne komme forbi. En patrulje havde efterfølgende ikke held til at opspore dem. Signalement af graffitimalerne er to mænd, ca 20 år. Den ene iført mørkeblåt tøj, den anden var i sort tøj. De medbragte hver en gul Netto-pose.

INDBRUD En dør blev opbrudt i en villa på Bygvænget i Kokkedal, muligvis med værktøj fundet på stedet. Indbruddet skete onsdag 25. september mellem kl. 7.30 og 16.30. Tyvekoster ikke opgjort ved anmeldelsen.

INDBRUDSFORSØG Ukendt gerningsmand forsøgte mellem mandag 23. september kl. 20 og 24. september kl. 20 at bryde hoveddøren op til en lejlighed i Højmose Vænge i Hørsholm, men det lykkedes ikke.

TRICKTYVERI Daginstitutionen Løvehuset på Alsvej i Hørsholm blev en Christiana el-ladcykel fattigere, da de mandag 23. september kl. 9.40 fik besøg af en mandlig tricktyv. Han oplyste, at han skulle tjekke batterierne på deres el-cykler. Kort efter forlod han Løvehuset med den ene el-cykel samt batteriet til den anden og kom ikke tilbage. I ladet lå der fire lyserøde og lyseblå cykelhjelme. Gerningsmanden beskrives som dansk af udseende, 20-27 år, 180-185 cm høj, almindelig af bygning, hvid i huden og med brunt, mellemlangt hår. Han talte dansk og var iført lys armygrøn halvlang jakke, beige bukser og medbragte en brun/beigefarvet rygsæk med rød lynlås.

NARKOBILIST En 28-årig mand fra Hørsholm blev kl. 02.40 natten til tirsdag 24. september anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden kørekort og besiddelse af euforiserende stoffer. Manden blev standset på Ådalsparkvej, hvor patruljen konstaterede, at han var påvirket af cannabis og kokain. Desuden var han i besiddelse af en mindre mængde hash. Endelig viste det sig, at han heller ikke havde noget kørekort. Manden blev taget med for at få taget en blodprøve til at fastslå nøjagtigt, hvor påvirket han var.

INDBRUD En havedør blev opbrudt i en villa i Folehaveparken i Hørsholm i perioden fra mandag 16. september til søndag 22. september kl. 10.30. Ikke overblik over stjålne genstande ved anmeldelsen.

Kilde: Nordsjællands Politi

Publiceret 30 September 2019 16:30