Anne Ehrenreich (V).

Anne Ehrenreich (V).

DEBAT: Borgerne skal kunne stole på lokalplanernes ordlyd

Af Anne Ehrenreich (V), medlem af kommunalbestyrelsen:

Borgmesteren fremkommer med et polemisk indlæg i Ugebladet om arealoverførsler, som jeg vil undlade at kommentere. Til gengæld vil jeg gerne informere om Venstres holdning til sagen. Fra Venstres side ser vi frem til resultatet af advokatundersøgelsen. Vi har bedt om, at politikerne får mulighed for at stille spørgsmål til advokaten.

Uanset hvad resultatet bliver af advokatundersøgelsen, så ønsker Venstre at ændre praksis, så det er klart for borgerne, hvad der gælder. Borgerne skal kunne stole på lokalplanernes ordlyd.

Bor man i et område med en mindste grundstørrelse på 1000m2, så skal den gælde, uanset om grunden dannes ved udstykning eller arealoverførsel eller på anden måde. Vi tager første skridt, når Venstres initiativretsforslag om arealoverførsler behandles i Miljø- og Planudvalget den 21. november.

Venstre ser frem til at være med til at sikre, at borgerne kan have tillid til, at kommunens lokalplaner holder vand, også i forhold til udstykning og arealoverførsler.

Publiceret 21 November 2019 07:00