Renault Arkana bygger på en anden platform end Kadjar og har en mere coupéagtig afrunding. Fotos: Renault

Renault Arkana bygger på en anden platform end Kadjar og har en mere coupéagtig afrunding. Fotos: Renault

Strømlinet crossover på vej til Danmark

Renault udvider næste forår modelprogrammet herhjemme med den coupéagtige crossover Arkana, mens Talisman, Espace og den korte udgave af Scenic forsvinder

Af
Jens Overgaard

voksende marked Markedet for de høje biler vokser fortsat.

Derfor knopskyder Renault nu med den mere strømlinede, coupéagtige crossover kaldet Arkana.

Det er en model, som oprindelig er udviklet til det russiske marked, men som nu rulles ud over en række europæiske markeder.

Turen kommer også til Danmark, hvor modellen lander i den første halvdel af 2020.

Modellen skal supplere Kadjar. Arkana, som produceres på en af Renault-Nissan-koncernens russiske fabrikker, bygger dog ikke på Kadjar, men på en forlænget platform, som er hentet fra Renault Captur og Dacia Duster.

Det betyder, at den mellem akslerne og i længden er en tand større end denne.

Det er en modeltype, som bl. a. kan sammenlignes med Mercedes GLC Coupé. Men den er bare i et andet prislag, som mere nærmer sig Toyota C-HR. Renault Kadjar, som er søstermodel til Nissan Qashqai, og som for nylig har fået et facelift, starter fra omkring 248.000 kr.

Detaljer følger

Den danske importør kan dog endnu ikke give detaljer om udstyr eller priser for Arkana. Men motorprogrammet bliver formentlig det samme som Kadjar, hvilket vil sige benzinmotorer på 140 hk og 160 hk samt dieselmotorer på 115 hk og 150 hk.

Mens Nissan Qashqai har stor succes og i en række måneder har været Danmarks mest solgte bil, går det mere tungt med Kadjar. Men Arkana kan måske være med til at give mere liv i denne klasse for Renault.

Flere producenter er angiveligt på vej med lignende modeller. Således skriver tysk motorpresse, at der arbejdes på en coupé-udgave af Tiguan. I forvejen er en model som T-Cross også i den coupéagtige afdeling.

Færre modeller

I samme ombæring rydder Renault op i modelprogrammet herhjemme. Det betyder, at de modeller, som går trægt salgsmæssigt, forsvinder.

Det gælder firmabilen Talisman, den store Espace MPV og den korte udgave af MPV'en, Scenic. Den store Grand Scenic, som er klart den mest populære, bliver dog i programmet. Oprydningen i modellerne vil løbende ske frem mod næste sommer.

Ud over at få strømlinet programmet vil den danske Renault-importør også rette ind efter de skærpede miljøkrav fra EU, som træder i kraft fra 2021, så sammensætningen af modeller i hvert land skal matche disse.

Her vil den danske importør satse mere på modeller som Zoe samt de nye Clio og Captur.

Publiceret 24 September 2019 10:50