Det kendte Speakers Corner i London får fredag sin egen lille knopskydning i Hørsholm.

Det kendte Speakers Corner i London får fredag sin egen lille knopskydning i Hørsholm. Foto: Phillip Lissac Godong/Ritzau/Scanpix

Op på ølkassen:

Demokratisk fredagsbar i galleriet

My Beautiful Gallery holder Speakers Corner 20. september

Fredag 20. september fra kl. 16 arrangerer My Beautiful Gallery, i den gamle ventesal på Rungsted Kyst øst 'Demokratisk Fredagsbar' for alle borgere i Hørsholm-Rungsted.

Denne dag er der mulighed for i den gamle stationsbygning at tale direkte med beslutningstagende lokalpolitikere og at komme op med nye ideer, forslag til forbedringer og kontante meninger omkring Hørsholm-Rungsted generelt.

De store sager, men også de små, lover galleriet i en pressemeddelelse.

30 sekunders indspark

Som en del af Demokratisk Fredagsbar indgår koncepten 'Speakers Corner', hvor kun borgere - ikke politikere - har adgang til talerstolen/ølkassen med 30 sekunder til rådighed.

Indslagene, som ikke er forberedte indfald fra borgere, der lige får lyst til at give deres besyv med eller kaste et nyt emne på bordet, er ment som underholdende indspark til den politiske del af arrangementet, og som inspiration til samtalerne.

"Der kommer højst et enkelt 30 sekunders indspark per kvarter, så det kommer ikke til at dominere," siger medejer af My Beautiful Gallery Torsten Leschly i pressemeddelelsen.

"Vi håber, at det her arrangement kan være med til at gøre Hørsholm-Rungsted endnu mere levende på alle måder. Vi havde for nylig et arrangement, på Venstres initiativ, som blev en succes med rigtig mange fremmødte. Men både v, og initiativtagerne til det seneste møde synes, at for at gøre fremtidige Demokratiske Fredagsbarer endnu mere politisk væsentlige og tungtvejende, at alle skal være inviteret," fortsætter Torsten Leschly i pressemeddelelsen.

Langkilde spiller op

Der er mulighed for at købe sig ind på en buffet, og fra kl. 20 spiller tv-vært og lokal jazzpianist Johannes Langkilde i sin kvartet med sangerinden Eva Grove.

Det er galleriets hensigt at lade 'Demokratisk Fredagsbar' blive en månedlig tilbagevendende hyggelig og meningsfuld måde at starte weekenden på.

jesl

Publiceret 16 September 2019 16:39