Forfatteren Erling Jepsen er gæst hos Grænsforeningen i Hørsholm 20. november.

Forfatteren Erling Jepsen er gæst hos Grænsforeningen i Hørsholm 20. november. Foto: Anne Bæk (Ritzau/Scanpix)

Forfatter provokerer:

Hellere toppen af Tyskland end bunden af Danmark

Erling Jepsen med sønderjyske rødder fortæller om sin landsdel og seneste bog i Kokkedal Kirke 20. november

”Det ville nok være bedre for Sønderjylland at være opland til Hamburg end at være udkant i Danmark. For landsdelen er blevet udkant i en grad, hvor det måske ville være bedre, at det var toppen af Tyskland end bunden af Danmark”.

Det er den sønderjyske forfatter Erling Jepsen, der står bag den både muntre og provokerende analyse af, hvor 'hans' landsdel står i dag. Han skrev den i en kronik, og han uddyber sine tanker, når han onsdag 20. november er gæst i Grænseforeningen. Her vil han med baggrund i bogen ”Erna i krig” og førnævnte kronik fortælle om, hvordan han ser Sønderjylland dengang og nu.

63-årige Erling Jepsen debuterede som forfatter i 1977 og har et omfattende forfatterskab bag sig. Det store gennembrud fik han i 2002 med bogen ’Kunsten af græde i kor’, der delvis bygger på egne barndomserindringer. Romanen blev i 2006 filmatiseret. Også andre af Jepsens romaner er blevet filmatiseret. Erling Jepsen har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, bl.a. Holberg-Prisen i 2004, og DR Romanprisen.

Medlemmer betaler 50 kr. for foredrag og servering. Ikke medlemmer betaler 100 kr.

Foredraget finder sted i Kokkedal Kirke.

Publiceret 16 November 2019 06:00