Hans Andersen, folketingsmedlem for Venstre

Hans Andersen, folketingsmedlem for Venstre

DEBAT:

Jobbonus sender penge i kommunekassen

Af Hans Andersen (V), mf, beskæftigelsesordfører og valgt i Nordsjællands Storkreds:
Vi ved, at vejen til integration går gennem arbejdsmarkedet. Derfor har regeringen indført en økonomisk gulerod på 25.000 kr. per flygtning, som den enkelte kommune fik i job sidste år.
Det betyder, at Hørsholm kommune får tilført 500.000 kr. Det er penge, som luner i sparede tider og som kan give velfærden et løft.
Jobbonussen er en af flere tiltag, der har været med til at få flere flygtninge og indvandrere i job. I Venstre er vi overbevist om, at det er afgørende for en vellykket integration at blive en del af det arbejdende fællesskab. Og modsat den forrige regering har vi derfor vendt bøtten på hovedet. Flygtninge bliver derfor nu som udgangspunkt mødt med en forventning om, at de kan arbejde, når de kommer hertil. Og det virker at stille krav og sætte fokus på, at et arbejde er god integration for den enkelte og samfundet. Antallet af flygtninge i arbejde er således steget markant på ét år: Fra 20% til 27%.
Et arbejde er en vigtig måde at lære om dansk kultur og danske værdier, når man har sin daglige gang på en arbejdsplads. Derfor er det glædeligt at se, at jobbonussen har været med til at give et øget incitament for at flytte flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet.
Det er selvfølgelig en gevinst i sig selv for Hørsholm kommune at flytte flygtninge og indvandrere i beskæftigelse. Men med jobbonussen ligger der nu et endnu større økonomisk incitament, som slår en hel håndfuld fluer med et smæk.
Flere hænder gavner Hørsholm kommune og vores virksomheder, og det gavner samfundet. Og nu, hvor vi har set, at jobbonussen virker, bør det skabe endnu større motivation for at flytte endnu flere flygtninge i beskæftigelse.

Hvad synes du? Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side. Klik på nedenstående Facebook-link...

Publiceret 21 August 2017 06:30